Dansk Folkeparti står til markant fremgang og kan blive lige så stort som Socialdemokraterne og Venstre ved det kommende valg til Europa-Parlamentet.

Det viser en ny meningsmåling foretaget af A&B Analyse for netavisen Altinget.dk.

I målingen angiver 23,3 procent, at de vil stemme på DF. 22,6 vil stemme på Socialdemokraterne, mens 22,5 procent vil stemme på Venstre.

Flere kommentatorer vurderer, at det langt fra er urealistisk, at valget til maj kan blive det første valg, hvor Dansk Folkeparti kommer ud som det største parti.

Weekendavisens politiske redaktør Arne Hardis kalder situationen for usædvanlig.

- Men sådan som diskussionerne om EU har udviklet sig, så er det egentlig ikke overraskende, siger han til altinget.dk.

Også valgforsker ved Aarhus Universitet Rune Stubager og Altinget.dks politiske analytiker Erik Holstein anser det som realistisk, at Dansk Folkeparti kan blive det største parti ved valget.

- Valgkampen er ikke gået rigtig i gang endnu, så der kan stadig ske meget. Men det er klart, at det er en fordel for Dansk Folkeparti, at debatten i øjeblikket handler om at give børnecheck til EU-borgere. Det giver partiet mulighed for at trække især borgerlige skeptikere til sig, siger Rune Stubager til netavisen altinget.dk.

I målingerne ligger Dansk Folkeparti faktisk et mulehår foran Socialdemokraterne og Venstre, men rækkefølgen er ikke statistisk sikker. Der er også en »spidskandidat-effekt«, som er vanskelig at måle. Men den kan sagtens være til Dansk Folkepartis fordel, vurderer Erik Holstein:

- Morten Messerschmidt er en skarp kandidat, så umiddelbart er der ingen grund til at tro, at partiet vil miste terræn, når spidskandidaterne kommer på banen, siger han.

Ifølge Arne Hardis hænger partiets popularitet sammen med Venstres ageren på EU-området. Senest med sagen om børnecheck til EU-borgere er Venstre blevet »vandbærere« for Dansk Folkepartis interesser. Skepsis over for udlændinge, som kommer til Danmark og får danske velfærdsydelser, harmonerer nemlig godt med Dansk Folkepartis placering i det politiske landskab.

- Venstres tøven om, hvorvidt EU-retten skal have forrang kan være naturlig nok ud fra den betragtning, at mange danskere har svært ved at forstå, hvorfor der skal sendes danske børnepenge til børn i Bukarest. Men reelt kommer Venstre til at begive sig ind på en politisk mark, som tilhører Dansk Folkeparti, siger Arne Hardis til netavisen Altinget.dk.

Valget til Europa-Parlamentet er søndag 25. maj.