Scenerne var yderst dramatiske tidligere på dagen udenfor Retten på Frederiksberg.

Alt imens statsminister Mette Frederiksen blev afhørt i Minkkommissionen, opstod der tumult mellem politi og demonstranter, der blandt andet kastede med æg mod ordensmagten. Her blev Mia Holmestrøm fanget, da politiet gik til modangreb.

På billeder fra området omkring Retten på Frederiksberg kan man se, hvordan politiet trækker stavene og går til angreb på demonstranterne.

Midt i det hele står en kvinde i en hvid poncho.

Det er Mia Holmestrøm.

På et tidspunkt skubber en politibetjent til en demonstrant ved siden af Mia Holmestrøm. Den anden demonstrant rammer ind i Mia Holmestrøm, som vælter hårdt mod jorden.

»Jeg kom bare stille og rolig og nåede ikke at opdage noget. Og så kom de (politiet, red.), og så skubbede de bare, så jeg faldt i jorden. Det var ikke særligt behageligt. Og det var ikke en voldelig adfærd, jeg havde regnet med,« siger hun til B.T.

Den dramatiske situation opstod, efter politi og demonstranter i et længere stykke tid havde stået over for hinanden.

Mia Holmestrøm blev væltet af politiet.
Mia Holmestrøm blev væltet af politiet. Foto: Mikkel Eskelund
Vis mere

Først omringede en gruppe demonstranter den bil, Mette Frederiksen var ankommet i til retten tidligere på dagen. Her blev der både spyttet mod bilen og en baglygte blev smadret.

Siden kastede demonstranter æg mod politiet, mens de stod og råbte af ordensmagten.

Ikke længe efter foretog politiet den første anholdelse af en demonstrant.

Siden trak de sig en smule tilbage for at få blandt andet hjelme på. Og så kom modsvaret, hvor Mia Holmestrøm blev væltet omkuld.

»Jeg er her fordi, jeg mener, Mette Frederiksen opfører sig forfærdeligt. Hun skal stå til ansvar for det, hun har gjort,« siger Mia Holmestrøm til B.T.

Hun afviser at tilhøre Men in Black eller at være en del af de andre organiserede demonstrationer, der var anmeldt i forbindelse med statsministerens afhøring.

Hun forklarer videre, at hun havde stillet sig om ved bagindgangen til Retten på Frederiksberg, hvor sammenstødet med politiet fandt sted, da hun forventede, at statsministeren ville dukke op der.

»Politiet kommer løbende op ret voldsomt. Og jeg er ikke forberedt, og så er der én foran mig, der bliver skubbet, og det er så voldsomt et skub … det var et vildt voldsomt skub, så jeg har slået mit haleben. Jeg havde ikke regnet med, at det var politiet, der skulle være så voldsomme her,« siger Mia Holmestrøm, som fortæller, at en politikommissær efterfølgende kom hen til hende og spurgte, om hun var okay.

Hele episoden kan ses øverst i artiklen.

Og B.T.s dækning af afhøringen af Mette Frederiksen kan følges i vores liveblog, som man kan finde her.