Den liberale debattør og milliardær Lars Seier Christensen stod op til en mørk dag, da han torsdag morgen åbnede øjnene.

Den tidligere Saxo Bank-direktørs hjertebarn, Liberal Alliance, havde nemlig onsdag et katastrofalt folketingsvalg, og nu sætter han ord på skuffelsen.

'Det er en meget trist dag. For Liberal Alliance, for Anders Samuelsen og for mig selv, efter mange års opbakning til Anders og vores lille parti,' skriver Lars Seier Christensen på Facebook.

Men milliardæren benytter også muligheden til at sende en svada af sted mod medlemmer, der i dag har ageret illoyalt.

'Jeg er derfor chokeret over den mangel på loyalitet, enkelte andre medlemmer af partiet, der skylder deres karriere til primært Anders, har udvist, allerede før stemmerne er talt endeligt op. Jeg vil på det kraftigste opfordre dem til at holde kæft nu,' skriver han.

Lars Seier Christensen sætter ingen navne på, men man må formode, at den hårde besked især er adresseret til folketingsmedlem Henrik Dahl.

Torsdag morgen kritiserede Dahl partiets ledelse i hårde vendinger, hvor han blandt andet beskyldte Anders Samuelsen for nepotisme og 'ekstrem dårlig ledelse'.

»Anders er jo en ekstremt dårlig leder. Og et af problemerne med hans ledelsesstil er jo hans nepotisme. Det er jo, fordi han udnævner familie og venner til helt afgørende poster i stedet for at se på, hvem der har kompetencerne,« sagde han tidligere til B.T.

Milliardæren gør også klart, at det var 'de onde', der lo og var glade i går.

'Jeg synes der var mange uretfærdigheder i valgets udfald igår. Det var i sandhed de onde, der lo, og de gode, der græd, i adskillige sammenhænge. Jeg gider ikke bruge tid på at uddybe dette her og nu, for det skal ikke blive for meget tudefjæs,' skriver han.

Lars Seier Christensen, der er private venner med Anders Samuelsen, og som har leveret flere pengeindsprøjtninger til Liberal Alliance, gør også klart, at kampen for en mere liberal retning ikke slutter her.

'Med hensyn til Liberal Alliance, så er partiet slået mange år tilbage, ingen tvivl om det, men det er stadig vigtigt for Danmark. Det har stadig en fremtid, hvis vi holder os på den liberale og rationelle vej, også når alle andre løber efter populistiske og kortsigtede vinde,' skriver han.