Til fastelavn trækker mange af os i kostumer og gemmer vores sædvanlige jeg væk for en stund.
Det samme ritual udspiller sig – pudsigt nok – hver gang et folketingsvalg nærmer sig. Her hopper politikere i nye klæder, pudser budskaberne af og introducerer sig selv som opdaterede versioner af den samme gamle model.
Derfor har B.T.s debatredaktør og politiske kommentator, Joachim B. Olsen, matchet fem politikere med deres mest oplagte udklædninger i anledning af både fastelavn – og en valgkamp, der rykker hastigt tættere på.
Troels Lund Poulsen (V): Træmand
»Det blev jo bedst eksemplificeret med tv-prompterne, ved Venstres landsmøde tilbage i oktober, der sagde, han skulle stå stille, smile og ligne en vinder.«
»Det er jo lidt et paradoks, at Troels Lund Poulsen er blevet formand i Venstre. Han har aldrig været formandsemne i partiet. Og det er nok fordi, han er lidt en træmand. Han har aldrig fået gode stemmetal ved et valg. Han har nærmest været faretruende tæt på at blive smidt ud nogle gange.«
»Det er lidt underligt, fordi han på det personlige plan sagtens kan være sjov og selvironisk. Men lige så snart, der kommer et kamera, går der altså træmand i den.«
Lars Løkke Rasmussen (M): Cirkusdirektør
»Lars Trier Mogensen kom med udtrykket ‘klovnebussen’, og det var jo et rammende udtryk om Moderaterne.«
»Det har jo været langt cirkus gennem hele valgperioden. Med skandalesager fra Mike Fonseca, Jon Stephensen, folk der har forladt folketingsgruppen, intern ballade med medarbejdergruppen, som vi har dækket her på B.T., og nu er der også historier om, at der ikke er styr på økonomien.«
»Vi kan heller ikke få oplyst, hvor mange medlemmer der overhovedet er i partiet. Det er simpelthen ikke et tal, de kan finde.«
»Sjældent har Folketinget været vidne til et parti, hvor der er blevet klovnet så meget rundt. Så han må være cirkusdirektør. Stort, stort nummer!«
Pia Olsen Dyhr (SF): Cheerleader
»Hun vil nok blive ked af at blive kaldt cheerleader. Jeg synes faktisk, at hun ret dygtigt har placeret SF et sted, hvor de har været i stand til at samle socialdemokratiske vælgere op.«
»Men under deres sidste regeringsperiode vidste man, at SF aldrig ville komme til at vælte ministre for eksempel. Hun har altid gjort meget ud af sit varme forhold til Mette Frederiksen.«
»Hun har jo gjort SF til sådan et Socialdemokratiet-light, og det er sådan set ikke en kritik af hende. Så jeg synes, at vi godt kan kalde hende en cheerleader.«
Martin Lidegaard (R): Til salg-skilt
»Radikale Venstre er jo et ekstremt klemt parti i øjeblikket. Et parti, som jo på mange måder har mistet den position, de altid har haft i dansk politik, som et lille men meget afgørende parti. Engang kunne de både være med i blå og rød blok.«
»Men de er for tiden et parti, der bruger meget tid på sager, som ikke er super aktuelle. For eksempel sådan noget som svineproduktion. Det er jo spændende, men der er ikke rigtig andre, der taler om det.«
»Jeg tror, vi kommer til at se Martin Lidegaard og Radikale Venstre, som er helt uhyggeligt billigt til salg i forhold til at komme med i den næste regering.«
»Så det bliver en Martin Lidegaard, der kommer til at vifte med armene og vil gøre rigtig meget og sige ja til hvad som helst.«
Mette Frederiksen (S): Julemanden
»Der er en gave til dig, til dig og dig, så det må være julemanden, hun skal være til fastelavn.«
»Hun deler fødevarechecks ud. Hun lover fem milliarder til folkeskolen. Hun åbner op for at rulle store bededag tilbage. Tilfældigvis lige op til valget.«
»Jeg synes generelt, hun deler meget ud. Og også for meget, hvis du spørger mig. Det offentlige forbrug har nået historiske højder, men her inden et valg er hun en rigtig julemand.«

