B.T. i Nordafrika: Situationen i den spanske eksklave Ceuta er stort set tilbage til det normale, siger Spaniens indenrigsminister.

Men det er langt fra den oplevelse, som flere af Ceutas borgere har. Det fortæller de lørdag til B.T. 

»Ærligt talt er det kaos. Jeg har aldrig oplevet noget lignende – det er som en film. Så mange mennesker er desorienterede og sultne og ved ikke, hvor de skal hen. Alle vil til Europa for at arbejde.«

Det fortæller en lokal rengøringsmand, der ikke ønsker at blive filmet, men gerne vil fortælle om sin bekymring. En bekymring han deler med sin familie, der derfor ikke forlader deres hus i disse dage.

Omkring 50.000 afrikanske migranter er de seneste døgn stormet ind over grænsen til den spanske enklave Ceuta - det eneste område, hvor Europa deler grænse med Afrika.

Migrantstrømmen er blevet kaldt for en »invasion,« og B.T. er til stede i Ceuta, hvorfra vi dækker de historiske begivenheder.

»Fuck Sanchez! (Pedro Sanchez, Spaniens premierminister, red.),« udbryder rengøringsmanden.

Imens jeg kommunikerer med ham og hans kollega glider noget, der minder om en migrantkonvoj forbi os.

Bevæbnede spanske soldater marcherer en større, forhutlet og stærkt utilfreds menneskemængde igennem Ceuta og tilbage til grænsen mod Marokko.

Det gør de flere gange i løbet af dagen, for ligesom TV 2s Jesper Steinmetz også har påpeget, så er det ikke rigtigt, når EU-kommissæren for indre anliggender og migration påstår, at »stort set alle, der er vandret ind i Ceuta er vendt tilbage.« 

»Det er tydeligt, at Spaniens regering også forsøger at tegne et skønmaleri af den aktuelle situation,« siger Steinmetz til TV 2.

Lokalbefolkningen kan tydeligvis mærke, at situationen langt fra er normal. Lørdag mødte B.T. Claudia og Aitor, der føler, at deres hjem er blevet angrebet:

Lørdag ankommer Ceutas regionale præsident, Juan Jesús Vivas, til området samtidig med B.T. Ved sin side har han Spaniens oppositionsleder, Alberto Núñez Feijóo, og budskabet er klart: »Ceuta er endnu ikke vendt tilbage til det normale.«

I en taxa på vej hen til den marokkanske grænse kan chaufføren ikke lade være med engang imellem at være lige ved at ramme en af de mange migranter, der går rundt ude på vejene.

»Det her er en katastrofe, og situationen er totalt ude af kontrol,« fremstammer han på gebrokkent engelsk. Men i modsætning til rengøringsmanden giver han ikke Pedro Sanchez skylden. 

Faktisk synes han, at Sanchez er en fremragende premierminister - hvorimod Marokko bærer ansvaret for balladen.

Anklagen er ikke helt ubegrundet:

Flere migranter har berettet om, at marokkanske myndigheder selv har opfordret folk til at svømme mod nabolandet. Og der er efterhånden ingen tvivl om, at den marokkanske grænse reelt stod åben, da de 50.000 migranter torsdag og fredag besluttede sig for at prøve lykken i det spanske.

Kort efter kører taxachaufføren og jeg forbi en kæmpe gruppe fortrinsvis unge afrikanske mænd på stranden. De ser afkræftede ud. Det her får en roma-lejr i København til at ligne en søndags-picnic. Jeg beslutter mig for at gå dem i møde. 

Engang imellem liver nogle af dem imidlertid gevaldigt op, når de får øje på mig og min mikrofon. De smiler - og spørger, hvor jeg er fra.

»I love Denmark,« nærmest jubler en migrant, idet han halter videre ned af stranden.