Der er behov for en ambitiøs kontanthjælpsreform, hvis regeringen skal komme i hus med sin 2020-plan, lyder det fra den liberale tænketank Cepos.

Danmark har brug for en ambitiøs kontanthjælpsreform, der for alvor øger gevinsten ved at arbejde.

Det mener den liberale tænketank Cepos, efter at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har nedtonet forventningerne til det økonomiske provenu ved en reform.

- Meldingen i dag er, at kontanthjælpsmodtagere skal i uddannelse og at enlige mødre skal have en hjælpende hånd. Det er ikke der, der skal sættes ind, hvis flere reelt skal i beskæftigelse. Det er ganske veldokumenteret, at der ikke er en tilstrækkelig økonomisk gevinst for kontanthjælpsmodtagere til at tage et arbejde, siger Cepos’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, i en skriftlig kommentar.

- Dansk økonomi har brug for en meget ambitiøs kontanthjælpsreform, der øger guleroden ved at arbejde. Og den kunne bygge på blandt andet et gyldent princip om, at alle kontanthjælpsmodtagere som minimum skal tjene 2.000 kroner om måneden ved at tage et typisk ufaglært arbejde. Herudover kan man reducere kontanthjælpen for unge, så guleroden til at komme i arbejde eller uddannelse stiger, siger Mads Lundby Hansen, der kalder meldingen fra regeringen defensiv.

- Med dagens defensive melding fra Mette Frederiksen er det svært at se, hvordan regeringen skal nå sin egen målsætning om at øge arbejdsudbuddet med 55.000 personer frem mod 2020. Indtil i dag har regeringen kun leveret reformer, der øger beskæftigelsen med cirka 12.000 personer frem mod 2020, siger han.

Venstre ønsker, at en reform af kontanthjælpen skal udløse et provenu til staten på tre milliarder kroner, men det har Margrethe Vestager svært ved at se.

- Hvor mange penge, det ender med at blive, er faktisk svært at sige, men jeg tror ikke, at det kommer op i nærheden af de tre milliarder kroner, som Venstre også lancerede i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, siger Margrethe Vestager, der ikke på forhånd vil lægge sig fast på, hvordan den endelige bundlinje skal se ud.

- Det, synes jeg, er svært at sige, fordi alle elementer er på bordet i øjeblikket. Der er ingen, der er taget af, men der er heller ikke nogle, der er øremærket til at skulle med i det endelige reformudspil. Jeg ved ikke, hvad det ligger på - en, halvanden milliarder - det er meget svært at sige på nuværende tidspunkt, siger hun.

Det ventes, at regeringen fremlægger sit udspil til en kontanthjælpsreform inden for de kommende måneder.