Undervejs i søndagens topmøde-duel mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans udfordrer, Mette Frederiksen (S), blev værten kritiseret for at favorisere Frederiksen.

'Cecilie Beck fra TV2 er da vist sat i verden til at hjælpe Mette Frederiksen i aftenens debat,' lød det blandt andet fra Venstres uddannelsesordfører, Anni Mathiesen.

»Jeg synes nærmest, hun hjalp Mette Frederiksen med at svare på tingene og kommentere. Der synes jeg, hun blev for meget politiker. Jeg ved godt, at det er svært at skulle styre de to,« uddyber hun over for B.T.

Også kommunalbestyrelsesmedlem Andreas Weidinger (K) fra Gentofte langer ud efter Cecilie Beck på Twitter.

'Jeg har ingen særlig sympati for Lars Løkke, men det er SÅ beskæmmende, at TV2 fortsat bruger Cecilie Beck som vært, når hun så åbenlyst hader Løkke og bruger enhver lejlighed til usagligt at jorde ham. Forhåbentligt er det sidste gang,' skriver han.

Andre beskylder Cecilie Beck for at afbryde Løkke oftere, end hun afbrød Frederiksen.

Redaktionschefen på TV2 Nyhederne, Svend Rasmussen, der havde ansvaret for debatten, afviser kritikken.

»Jeg oplevede en meget fair debat, hvor begge parter fik lige så meget at skulle have sagt. Der sker altså bare noget, når folk spørger af karsken bælg,« siger han til B.T.

I bliver beskyldt for at være blidere over for Mette Frederiksen end Lars Løkke Rasmussen. Hvad siger du til det?

»Jeg har fået kommentarer fra begge sider om, at vi har forskelsbehandlet begge. Så jeg tænker, at vi har ramt det meget godt. Debatten virkede meget uafgjort,« siger han.

Og sådan en debat er ikke nem at styre, anerkender Anni Mathiesen, der synes, debatten blev bedre, efterhånden som den skred frem.

»Det er en vanskelig opgave. Jeg vil nødig overtage den,« siger hun.