Carsten Hansen taler ud om kæmpe nedtur


Han var minister og sad på en toppost internt i Socialdemokratiet. Men pludselig var det slut.
Med et slag og en rigtig dårlig sag fik Carsten Hansen ikke forlænget sit mandat af vælgerne i Odense Syd tilbage i 2015. En kæmpe nedtur, som han nu sætter ord på.
Det sker i et stort interview med Fyens.
Det er efterhånden fire et halvt år siden, bomben gik af for Carsten Hansen. I mere end seks år havde han siddet som gruppeformand i Socialdemokratiet – en af de mest magtfulde poster internt i partiet – og så havde han haft tjansen som minister for by, bolig- og landdistrikter i fire år.
Alligevel vidste Carsten Hansen godt, at det så skidt ud for Socialdemokratiet, da Helle Thorning og co. tabte magten til Lars Løkke og de borgerlige i 2015.
Men at nedturen også skulle ramme ham selv, kom alligevel som et chok.
Det var som sådan ikke partiets nedtur, der fik konsekvenser for Carsten Hansen.
I stedet var det en dårlig sag, hvor han havde lovet sine vælgere, at man ville bevare akutmodtagelsen på Svendborg Sygehus.
Han havde sågar skrevet under på en garanti.
Det endte med at falde til jorden. Og det skete, selvom han først havde været hos sin chef, Helle Thorning-Schmidt og få lovning på, at han sagtens kunne skrive under.
Da Svendborg Sygehus mistede sin akutfunktion, var Carsten Hansen da også klar til at frasige sig sin ministertitel. Og han gav efterfølgende Helle Thorning skylden.
»Da vi kom i regering, trak hun (Helle Thorning, red.) stikket på mig. Og jeg fik ikke noget at vide, før det var sket,« sagde han dengang.

Men ved valget viste det sig, at det slet ikke var nødvendigt, at han trak sig. Vælgerne gav ham konsekvent afregning.
Siddende i sin ministerbil, efter stemmerne var talt op i 2015, fik han den dårlige nyhed. Han havde kun fået 2.567 personlige stemmer – langt op til det femte og sidste fynske mandat, som den stort set ukendte Julie Skovsby fik med 3.811 stemmer.
Da det stod klart, at han måtte forlade Folketinget, foretog han en stribe opringninger – til Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass samt et par nære venner på Christiansborg.
Først senere på dagen virkede det til for alvor at synke ind. Og så kom følelserne væltende.
»Inden da havde jeg kørt på automatpilot, men nu går det op for mig, at det hele er slut. Husk på, at jeg har været aktiv i Socialdemokratiet og fagbevægelsen, siden jeg var 16 år, og kæmpet for et bedre samfund for almindelige mennesker. Det skulle jeg så ikke mere,« fortæller Carsten Hansen til Fyens.
Siden han røg ud af Folketinget, har han brugt sin tid på at rådgive interesseorganisationer. Samtidig har han fået mere tid til familien og en række andre fritidsinteresser, som han i årene i toppen af Socialdemokratiet ikke kunne.
Umiddelbart savner han ikke politik, fortæller han til mediet.
Og et enkelt besøg under et barselsvikariat for Trine Bramsen i 2018 gjorde da heller ikke, at han nu overvejer at stille op igen.