Ministeren for by-, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), kryber nu til korset og beklager, at han før folketingsvalget i september gav et skriftligt løfte om, at akut-funktionen på Sygehus Fyn Svendborg ville blive bevaret, hvis Socialdemokraterne kom til magten.

Som bekendt kom S til magten - men akut-funktionen i Svendborg har fået dødsstødet.

Og det er et af de mest markante løftebrud, der er givet i forbindelse med valget.

På et debatmøde mandag aften i Kulturmaskinen i Odense sammen med de øvrige 16 fynsk valgte MF'ere gik Carsten Hansen efter flere måneders pres til bekendelse i sagen.

- Jeg skulle ikke have givet den garanti. Jeg ville gerne være klar i spyttet, men jeg gik for langt. Jeg har kæmpet hårdt for, at det skulle lykkes, men jeg må erkende, at kampen er tabt, erkender han nu.

Læs også:

Carsten Hansen har siden det stod klart, at akut-funktionen ikke kunne reddes for de sydfynske borgere, været ude i et veritabelt stormvejr. Ikke mindst fra vælgerne fra Svendborg-området og fra Langeland, hvor mange stemte på ham personligt netop på grund af den garanti, han gav op til valget.

En garanti, der altså skulle vise sig ikke at være noget værd og kun har givet skuffede sydfynske vælgere.

Læs også:

Carsten Hansen siger til Fyens Stiftstidende, at han i juleferien virkelig havde noget at tænke på i forbindelse med den "tomme" garanti:

- Jeg må indrømme, at jeg har gået mange lange ture med min hund, hvor jeg har tænkt på det her. Jeg har jo hele tiden godt kunne forstå skuffelsen hos mine vælgere, siger han.