Den britiske premierminister, David Cameron, roser Helle Thorning-Schmidt for at have et godt blik for EUs udfordringer, men han vil ikke ødelægge statsministerens EU-jobmuligheder ved at nævne hende som kandidat.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har de rette værdier til at udfylde en helt central rolle i EU, mener Storbritanniens premierminister, David Cameron.

Ved en pressekonference efter dagens topmøde mellem EUs stats- og regeringschefer i Bruxelles sagde den britiske premierminister med en vis portion ironi, at han ikke vil »spolere nogens chancer ved at nævne dem som kandidat«, men at Helle Thorning-Schmidt har »en god forståelse for de problemer, Europa står overfor«.

»Danskerne har ligesom briterne forståelse for behovet for at få styr på problemer med velfærdsturisme og overdreven immigration,« sagde David Cameron ifølge The Guardian.

Helle Thorning-Schmidt er ét af de navne, der igen og igen er blevet spekuleret i som kommende formand for Det Europæiske Råd, når den nuværende formand, Herman Van Rompuy, træder tilbage senere på året.

Den britiske leder blev fredag stemt ned i spørgsmålet om den kommende formand for Europa-Kommissionen, da de øvrige EU-statsledere bakkede op om den tidligere premierminister i Luxembourg, Jean-Claude Juncker, til posten.

Men samme modvilje går altså tilsyneladende ikke igen, når talen falder på den danske statsminister som mulig ny formand for Det Europæiske Råd. David Cameron understregede ved fredagens pressekonference, at »Storbritannien og Danmark har et stærkt forhold og et ensartet syn på, hvordan Europa fungerer«.

David Cameron sagde dog samtidig, at der er flere potentielle kandidater, som kan leve op til den beskrivelse.

Den store jobkabale, hvor også jobbet som repræsentant for EUs fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er i spil, ventes at falde på plads senest 16. juli.