»Det virker helt skørt.«

Sådan siger Kristoffer Hjort Storm (DF), der er byrådsmedlem i Aalborg Kommune, efter han tirsdag eftermiddag deltog i et møde, hvor kommunaldirektør Christian Roslev skulle svare på spørgsmål om, hvad de 100.000 kroner, kommunen har sendt til byggematador Jesper Skovsgaards firma 2E Bolig, skulle bruges på.

»Som jeg forstod det, er de 100.000 kroner ikke blevet brugt på noget. Kommunen har bare givet 100.000 kroner til 2E Bolig. Det er helt hovedrystende,« siger Kristoffer Hjort Storm.

Kommunaldirektøren har tidligere forklaret, at pengene skulle bruges til en brandingvideo for Aalborg Kommune i TV 2-programmet 'Nybyggerne'.

Men produktionsselskabet Metronome og TV 2 har over for mediet Frihedsbrevet afvist at have kendskab til en sådan kampagnevideo.

Ifølge Kristoffer Hjort Storm bekræftede Christian Roslev på mødet, at der slet ikke er lavet nogen reklamefilm.

»Det var en generel eksponering, der blev betalt for, så vi ved reelt ikke, hvad pengene er gået til,« siger Hjort Storm og fortsætter:

»Det er helt vanvittigt, at man fråser sådan med pengene. Man forsøger at sige, at kommunen har fået god eksponering, men det er for mig helt ligegyldigt. Vi har en kommunaldirektør, der godkender en faktura på 100.000 kroner, som han ikke ved, hvad skal bruges på.«

På mødet deltog en stor del af byrådet i Aalborg og alle partier var repræsenteret.

Også Venstres byrådsmedlem Daniel Borup var med, og han mener ikke, at han har fået de svar, han mangler.

»Det står ret uklart, hvad det er Aalborg Kommune egentlig har betalt for. Jeg synes ikke, jeg blev klogere efter mødet i dag. Så det her forløb er ikke færdigt. Det kræver, at der bliver gravet dybere,« siger Daniel Borup.

Ifølge Kristoffer Hjort Storm er byrådspolitikerne blevet lovet indsigt i nogle mailkorrespondancer, som han håber kan kaste et klarere lys over, hvad der egentlig har ført op til overførslen af de 100.000 kroner. Han forventer, at få mailsne i løbet af denne uge.

»Så må vi se, om det er bedre end den seneste redegørelse. Det kan i hvert fald ikke være dårligere,« siger Hjort Storm.