Ét af de fire byrådsmedlemmer i Fredericia, der trues med eksklusion, retter et hårdt verbalt angreb mod Thomas Banke, som har meldt sit comeback til borgmesterposten.

Venstre i Fredericia truer fire byrådsmedlemmer med eksklusion, hvis de ikke tager imod den omstridte borgmester Thomas Banke (V), der vender tilbage til borgmesterposten efter tre ugers sygeorlov og en sag om misbrug af kommunens kontokort og rod i bilag.

Truslen er adresseret Hanne Lumby, Peder Hvejsel, Kenny Bruun Olsen og Børge Larsen, som har til onsdag klokken 12 til at rette ind - men det har Børge Larsen ikke tænkt sig at gøre, understreger han over for Berlingske Nyhedsbureau.

- Bestyrelsen vil ekskludere os, hvis vi ikke trækker det brev, vi har sendt til Thomas Banke, tilbage. Her skriver vi, at vi ikke længere kan have et samarbejde med ham i Venstres gruppe, fortæller Børge Larsen med henvisning til et brev, der tirsdag morgen blev afleveret på Thomas Bankes privatadresse.

Trods et soleklart ultimatum fra bestyrelsen slår Børge Larsen fast, at de fire medlemmer har ekskluderet Thomas Banke.

- Hvis vi ikke trækker brevet tilbage, så er Thomas Banke ikke længere en del af Venstre. Vi har på pænt dansk ophørt samarbejdet med ham med et flertal i byrådsgruppen i Venstre. Det er derfor, de forlanger, at vi trækker brevet tilbage, så Thomas stadig kan være en del af partiet. Men det gør vi ikke. Thomas har lavet så meget skade for sig selv og partiet, at han ikke er berettiget til at sidde i Venstre længere.

Spørgsmål: Men I bliver ekskluderet, hvis I ikke gør, som der bliver dikteret oppefra. Vil I bøje jer?

- Nej. Så må de smide os ud af Venstre. Det er der ikke noget at gøre ved. Så må vi tage den derfra.

Spørgsmål: Du vil ikke gå selv - du vil smides ud?

- Jamen, det må de jo gøre.

Spørgsmål: Hvordan vil du beskrive Thomas Banke?

- Han er en folkeforfører. Han kan jo virkelig tale sin sag. Det er jo en mand, der kan sælge sand i Sahara. Det er helt imponerende, hvad han kan sælge. Han fortæller altid, hvor uskyldig han er. Han er jo en fantastisk taler. Det skal han have. Lige meget hvad man konfronterer ham med, så kan han jo fortælle, at det er de andre. Han buldrer derudaf og snakker udenom. Han er en manipulerende mand, siger Børge Larsen.

Hans kollega Kenny Bruun Olsen fortæller til TV 2, at han heller ikke bøjer sig. Hvis borgmester Thomas Banke vender tilbage til sin post, går Bruun Olsen selv med det samme.

- Hvis ikke Thomas Banke bliver væk i morgen, er vi nogen stykker, der smutter, siger Kenny Bruun Olsen til TV 2.

Thomas Banke vender tilbage med støtte fra seks ud af de 11 borgerlige politikere i byrådet, som består af i alt 20 medlemmer. Der er tale om borgmesteren selv, to fra de Konservative, to fra Dansk Folkeparti og ét Venstre-medlem.

Hanne Lumby understreger tirsdag aften i lighed med Børge Larsen, at Thomas Banke ikke længere er borgmester for Venstre.

- I morges ekskluderede vi Thomas Banke, og derefter sagde vi til ham, at vi ville trække eksklusionen, hvis han selv trak sig som borgmester. Det har han ikke gjort, og derfor fastholder vi den, siger hun til jp.dk.