Ideen om at placere kriminelle flygtninge på øen Lindholm er helt ude i hampen. Det mener et bredt flertal i Vordingborg byråd, der har sendt et åbent brev til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

'Sagt meget kort, så virker det som en forhastet beslutning, der i helt uhørt grad medfører spild af skatteborgernes penge, står der blandt andet i brevet, som er underskrevet af alle partier i byrådet med undtagelse af Dansk Folkepartis tre medlemmer.

Fredag præsenterede regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om at flytte udviste kriminelle fra Kærhovedgård til øen Lindholm ved Stege.

Nyheden kom fuldstændig bag på byrådet, der intet vidste om planerne, før finanslovsudspillet blev præsenteret.

Det fortæller borgmester Mikael Smed til B.T.

»Det kom som et chok. Der var ingen der havde forudset, at vi i Vordingborg skulle løse et problem i Jylland. Jeg ville have forventet, at der ville være dialog om så stort et projekt, men det har der ikke været. Vi har intet hørt. Det virker som om, nogen har fået en fiks idé, og så skulle den bare gennemføres, koste hvad det ville,« siger Mikael Smed.

Han sad i sin bil, da han hørte om flygtningeøen første gang fredag eftermiddag.

»Jeg var på vej til juletræstænding i Præstø, da en journalist ringede og bad om min kommentar. Det kom så meget bag på mig, at jeg måtte sige, at det skulle jeg lige tænke over,« fortæller Mikael Smed.

Nu er han ikke længere i tvivl om, hvad han mener.

»Man løser ikke et problem ved at flytte det fra en del af landet til den anden. Problemet er den utryghed, som flygtningene fører med sig, og den har også indfundet sig her. Ejendomsmæglerne siger, at mulige købere ringer og siger, at det ikke er lige nu, de køber hus. Og borgerne fortæller mig, at de bliver utrygge,« siger han.

Øen ligger tre kilometer ude i vandet og huser i dag et forskningscenter for smitsomme sygdomme. For at gøre øen klar til de mange flygtninge, skal der investeres op mod en milliard kroner.

Ifølge byrådets beregninger vil det koste 759 millioner kroner at etablere og drive et udrejsecenter med 125 pladser på Lindholm frem mod 2022.

Alene driften vil ifølge Finansministeriet løbe op i 1,8 mio. kr. årligt per beboer. Blandt andet fordi de ansatte skal sejles frem og tilbage med færge.