Mistænkelige forhold ved renovering af departementschef Jens Brøchners sommerhus har bragt ham i fedtefadet.

Departementschef i Skatteministeriet Jens Brøchner har afbrudt et samarbejde med et byggefirma, som har stået for renovering af hans sommerhus i Rørvig.

Det sker, efter at Ekstra Bladet og Fagbladet 3F har afsløret mistænkelige forhold ved byggeriet. Desuden har 3F har anmeldt sagen om byggeriet til Arbejdstilsynet.

- Jeg må sige, at sagen kommer bag på mig. Jeg har naturligvis ikke været vidende om, at der angiveligt skulle være arbejdsforhold, der ikke var i orden.

- Samtidig har jeg ikke haft kendskab til en litauisk underleverandør. Jeg har entreret med et dansk firma med CVR-nummer, som jeg har fået anbefalet, siger Jens Brøchner i en skriftlig kommentar.

- Jeg kan selvfølgelig ikke leve med, at der er usikkerhed om, hvorvidt arbejdet er udført under ordnede vilkår.

- Derfor har jeg - straks da jeg blev foreholdt oplysninger om, at der angiveligt skulle være forhold, der ikke er i orden - afbrudt samarbejdet med det pågældende firma, siger han.

Ekstra Bladet har beskrevet, hvordan to litauiske håndværkere - uden registrering - bygger på et anneks og en terrasse på et sommerhus, som tilhører Jens Brøchner.

Forholdene ved byggeriet har fået 3F til at slå alarm og anmelde sagen til Arbejdstilsynet.

- Det er mistænkeligt, hvad der foregår ved departementschefens sommerhus, siger Keld Jensen, der er konsulent i 3F, til Ekstra Bladet.

Håndværkere overnatter i sommerhuset, og de har oplyst overfor både Ekstra Bladet og 3F, at de arbejder for et litauisk firma ved navn UAB Lauvista.

Midt i januar har håndværkerne - ifølge eget udsagn - været i gang i en uges tid. Alligevel er arbejdet på departementschefens sommerhus ikke registreret i det lovpligtige RUT-register for udenlandsk arbejdskraft.

- Udenlandske tjenesteydere skal være registreret i RUT-registret med de forskellige opgaver og adresser, når arbejdet går i gang, siger arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholtz fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (Faos) ved Københavns Universitet.

- Ellers kan Arbejdstilsynet, Skat og andre myndigheder ikke kontrollere, om alt er efter reglerne, fortæller han.

Det litauiske firma UAB Lauvista lader ellers til at kende reglerne, da det har registreret arbejde på en anden nordsjællandsk adresse i 2020. Derfor undrer det fagforeningen, at det ikke er sket ved Jens Brøchners sommerhus.

- Vi ser ofte, at der kan være problemer med afregning af skat, når det drejer sig om udenlandske virksomheder, som ikke har rapporteret en specifik opgave til registret, som de skal, siger 3F-konsulenten.

- Det kan vi også godt frygte, er gældende i denne sag, fortæller Keld Jensen.

Håndværkerne ved departementschefens sommerhus oplyser til 3F, at de ikke har nogen ansættelseskontrakt.

- Vi spurgte dem også, hvor meget de får i løn, og det er de ikke helt klar over. Men de får noget løn i hånden. "Money in the hand", sagde han, fortæller Keld Jensen fra 3F.

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få en kommentar fra VK-Byg. Det er det danske firma, som Brøchner nu har droppet.

/ritzau/