Tv-værten Bubber er en del af B.T.'s kendispanel, Kendte Stemmer, der løbende kommenterer valgkampen.
Bubber fulgte intenst med i valgkampens sidste statsministerduel mellem Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S) på DR1. Her er hans reaktion.
Han/hun gjorde det bedste indtryk, fordi...
»Her tænker jeg mere på et tidspunkt i duellen – nemlig slutningen. Jeg synes, det var top-charmerende, at de skulle rose hinanden. Det blev rørende, ægte og anerkendende, venligt og menneskeligt. Det var noget af det mest menneskelige, jeg har set i valgkampen. Hold fast, hvor det klæder begge parter og sådan en debat, at man lige slutter med at rose hinanden. Særligt fordi man kunne mærke, at de virkelig mente det.«
Det var tåkrummende pinligt, da....
»Mette Frederiksen hev pæren frem. Jeg forstod ikke den pære. Om den så er 50 øre dyrere, betyder det ikke så meget, fordi jeg ville ikke vide, hvad den kostede til at starte med. Der var så mange andre ting, hun kunne taget med. Det er måske lidt voldsomt at kalde det tåkrummende pinligt, men jeg synes bare, det var lidt kikset at hive noget op, som den gennemsnitlige danske borger ikke aner hvad koster. Den kan koste 37 eller 77 kroner. Jeg aner det ikke, så det var et mærkeligt eksempel.«
Det overraskede mig mest, da...
»Mette Frederiksen ikke kunne komme med et konkret svar på, hvem der er omfattet af partiets forslag om en ny tidlig pension. Det har været et gennemgående spørgsmål gennem hele valgkampen, så jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er styr på det. Det må være irriterende for hende, at Lars Løkke Rasmussen kan blive ved med at kalde det århundredets bluff. Det er lidt ærgerligt for hende.«
Debattens stærkeste argument kom, da...
»De sagde nogle gode ting på begge sider. Der var flere gode argumenter. Problemet er bare altid, at det kan godt lyde klogt og rigtigt, når den ene siger det, men når man så pludselig vender det, og så når den anden part siger det, lyder det lige så klogt.«
Det gjorde mig vred, da...
»Der blev udvist respekt fra begge parter, så jeg sad ikke og blev vred. Tonen var sober, og de hakkede ikke på hinanden, men lod hinanden komme til. «
