Nu er det ved at køre op i en spids.

Ovenpå Danmarks indkøb af offensive langtrækkende angrebsvåben, har Ruslands ambassadør svaret hårdt igen.

Ifølge B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær er der tale om en skærpet retorik fra russernes side.

»Det er endnu et skridt op af en eskalationsstige, som man ikke har lyst til at tænke til ende. Så snart de missiler bliver opstillet, så er de et åbenlyst mål for russisk aggression,« siger han.

Købene blev allerede offentliggjort sidste år, idet Mette Frederiksen annoncerede det offensive »paradigmeskifte.«

Missilerne vil man købe fra to leverandører – en norsk-amerikansk, som leverer Joint Strike Missiles, mens der også skal indkøbes missiler fra den amerikanske fabrikant Covenant.

(ARKIV) Den Russiske Ambassade i København tirsdag den 22. februar 2022. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Begge missiltyper vil kunne nå russisk territorium.

Til B.T. reagerer Ruslands ambassadør Vladimir Barbin torsdag eftermiddag på det opsigtsvækkende danske indkøb:

»Danmarks nuværende politik bygger på en kurs, der sigter mod konfrontation og forberedelse på en mulig konflikt med Rusland.«

»København ligger under for den farlige illusion, at indkøb af offensive præcisionsvåben med lang rækkevidde for at udgøre en militær trussel mod en atommagt vil bidrage til at styrke Danmarks sikkerhed og forsvar.«

Vladimir Barbin tilføjer: 

»I København er der modvilje mod at forholde sig til de uundgåeligt katastrofale konsekvenser af en så hensynsløs politik.«

Jeppe Elkjær slår fast, at der er tale om et meget voldsomt svar.

»Det viser, hvor alvorligt Rusland tager det, at vi anskaffer os missiler, der kan nå dem. Man skal bide mærke i, at ambassadøren minder om, at de er en atommagt, og at det altså er sådan et land, Danmark lægger sig ud med,« siger han.

Har vi provokeret russerne? 

»Helt åbenlyst, men det vidste vi også godt, da det blev meldt ud sidste år. Russerne anser det her for at være en reel trussel mod dem og deres interesser.«

Om beslutningen lød det fra Mette Frederiksen i september sidste år: 

»Der er ingen tvivl om, at Rusland vil være en trussel mod Danmark og Europa i mange år frem.«