Det Hvide Hus meldte fredag ud, at man tager tiltagende provokationer fra Rusland i blandt andet Danmark meget alvorligt.
Og umiddelbart er det en ret logisk udmelding, mener B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.
»Det er selvfølgelig fint, at Det Hvide Hus bekræfter, at de følger sagen. Men det er jo også forventet, når flere Nato-allierede bliver udsat for hybride angreb, som det har været tilfældet med Danmark,« siger han.
At mange hæfter sig ved udtalelsen fra Det Hvide Hus, tolker Elkjær således:
»At det her bliver en nyhed bekræfter dog, at mange i Europa er usikre på, hvor USA og Donald Trump står, når det kommer til det fælles forsvar i Nato-alliancen.«
»Også selvom Trump tidligere på året var den helt store sejrsherre og afgørende faktor, da Nato-landende blev enige om at hæve deres bidrag til fem procent.«
Under en briefing fredag blev pressetalspersonen i Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, spurgt »hvor bekymret Det Hvide Hus er over, at den russiske flåde lader til at optrappe sine provokationer mod Nato-allierede«.
Hun svarede:
»Det er noget, som vi tager meget alvorligt, og som vi hele tiden holder øje med. Det Nationale Sikkerhedsråd her i Det Hvide Hus er i konstant kontakt med vores Nato-allierede, og præsidenten er i konstant forbindelse med mange af dem.«