Jacob Friberg har netop vundet Foreningen for Undersøgende Journalistiks Aktualitetspris.

FUJs priser blev søndag aften uddelt under mediekonferencen Fagfestival i Odeon i Odense.

Her løb B.T.s politiske redaktør med den ene af de fire fornemme priser for sine afsløringer om, hvad der foregik op til og efter regeringens ulovlige ordre om at aflive alle mink, og hvordan sms'er blev slettet.

»Det er selvfølgelig mega fedt at vinde, så jeg er glad og stolt,« lyder det først fra den nyslåede prismodtager.

Aktualitetsprisen gives til graverjournalister, der er særligt grundige og vedholdende for at frembringe ny og væsentlig viden for offentligheden i en aktuel sag.

Derfor mener Jacob Friberg også, at anerkendelsen af hans arbejde med minksagen og de slettede sms'er nu sender et signal til Statsministeriet.

»Fordi lige meget, hvordan jeg spurgte, så ville Statsministeriet ikke oplyse om, at de her sms'er havde eksisteret eller var slettet. I bedste fald blev jeg givet mangelfulde svar, og i værste fald var det grov vildledning. Hvis vi havde taget Statsministeriets svar for gode varer, så var det aldrig kommet frem,« forklarer redaktøren og fortsætter:

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne lade sig gøre i Danmark, at en regering gang på gang kunne give så misvisende svar, når vi har et princip om god forvaltningsskik.«

Jacob Friberg er til daglig politisk redaktør og chef for gravergruppen på B.T. Han har ligeledes været Cavling-nomineret for sin "insisterende dækning af regeringens mørklagte minksag".
Jacob Friberg er til daglig politisk redaktør og chef for gravergruppen på B.T. Han har ligeledes været Cavling-nomineret for sin "insisterende dækning af regeringens mørklagte minksag". Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hans afsløringer om, hvordan centrale sms'er blev slettet, så de ikke kunne undersøges i Minkkommissionen, kom blandt andet frem med hjælp fra Ombudsmanden.

»Så det er et signal om, at selvom Statsministeriet prøver at holde ting skjult, så har vi instanser, der hjælper med at få det frem. Så jeg håber, det kan hjælpe til bedre arbejdsvilkår ved, at politikerne vil lempe offentlighedsloven, så det bliver nemmere for journalister at passe deres arbejde.«

Alle kan indstille journalister og deres projekter til FUJ-priserne, som udvælges og nomineres af en fagjury. I år har der været rekordmange indstillinger til priserne og dermed et endnu større felt at lægge bag sig.

Jacob Friberg har også tidligere været nomineret til en Cavling-pris for artikelserien 'Bag om Operation Mink'.