Der er en klokkeklar krise i Dansk Folkeparti, og hele Danmark kan følge med.

Siden februar har ti folketingsmedlemmer meldt sig ud af partiet, hvor der senest er tale om de tre store profiler Søren Espersen, Peter Skaarup og Dennis Flydtkjær.

Særligt sidstnævnte må være kommet som et chok, lyder det fra B.T.s politiske redaktør, Anders Leonhard.

»De, der var imod Messerschmidt, har meldt sig ud af partiet, måske lige bortset fra Kristian Thulesen Dahl. Men det har været en stor overraskelse, da Dennis Flydtkjær meldte sig ud. Han har været en tro støtte, så det er noget af det, der gør rigtig ondt.«

»Flydtkjær var en del af Messerschmidts loyale hold i folketingsgruppen, så hvis han vælger at flygte, kan det gøre Messerschmidt nervøs for, at andre loyale støtter går samme vej,« lyder det.

B.T.s politiske redaktør klassificerer hovedbestyrelsesmødet søndag som et regulært krisemøde.

»Lige nu venter vi også på, at Kristian Thulesen Dahl melder sig ud af partiet og går over til Inger Støjberg. Det ved både Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard bliver det næste slag.«

»Derudover er der nogle praktiske ting, Skaarup, Flydtkjær og Jens Henrik Thulesen Dahl var medlemmer af hovedbestyrelsen, så de skal have nogle erstatninger. Det er et kæmpe krisemøde, og det er partiets overlevelse, der står på spil,« siger Anders Leonhard.

Det er en regulær åreladning af folketingsmedlemmer, Dansk Folkeparti har mistet, og hvis ikke, der kommer styr på det nu, så dør patienten, lyder vurderingen.

»Alt er ved at falde sammen om Morten nu. Han bliver nødt til at give et stort interview, hvor han fortæller om de her stridigheder én gang for alle og få lagt låg på konflikten.«

»Ellers sidder Pia og Morten alene tilbage, og så kan det meget vel være, at der ikke er et Dansk Folkeparti efter valget,« siger B.T.s politiske redaktør.