Efter det nylige valgnederlag i kommunalvalgkampen og den forgæves kamp om overborgmesterposten i Københavns Kommune meddeler Pernille Rosenkrantz-Theil, at hun trækker sig helt fra politik.
»En ret dramatisk beslutning at tage,« siger B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.
»Hun har lidt et eklatant nederlag i kommunalvalgkampen, samtidig med, at hun jo netop blev hentet ind til denne opgave. Hun var minister før, hvor hun havde det sikkert, og er nu hurtigt gået fra toppen af dansk politik til at være helt ude,« lyder det fra den politiske kommentator.
Ifølge Joachim B. Olsen er det dog heller ikke ligefrem fordi, at Pernille Rosenkrantz-Theils beslutning om at forlade dansk politik vil blive modtaget med stor beklagelse over alt i Socialdemokratiet:
»Der er en del, der ikke var begejstrede for hende. Hun var partihopper fra Enhedslisten. Det parti, de bryder sig mindst om. Og så har hun en ret konfrontatorisk stil og tilgang til magten og ville ikke pege på andre til overborgmesterposten.«
Og faktisk kan Pernille Rosenkrantz-Theils exit kaste positive ting af sig, når det kommer til Socialdemokratiet på Københavns Rådhus, lyder det fra Joachim B. Olsen:
»Det er en klog beslutning af hende, og hun fortjener ros i forhold til rådhuset. Socialdemokratiet har brug for en frisk start og en, der er mere ydmyg.«
På trods af det pludselige dramatiske skifte for Pernille Rosenkrantz-Theil, der for kort tid siden ellers havde sulten for politik, men nu melder sig helt ude, lyder den politiske kommentators vurdering:
»Jeg vil ikke blive overrasket, hvis hun vender tilbage.«
