»Kun en tåbe i Dansk Folkeparti frygter ikke Pia Kjærsgaard.«
Sådan siger B.T.s politiske kommentator, Søs Marie Serup, om Pia Kjærsgaard, efter at en partifælle rejste sig op og lod kritikken hagle nedover partiets moder.
B.T kan via flere uafhængige kilder i partiet fortælle, hvordan beskyldninger om partiskadelig opførsel og trusler om en skriftlig irettesættelse blev kastet Pia Kjærsgaards vej på et internt møde søndag.
Men ifølge Søs Marie Serup skal Pia Kjærsgaard ikke ligefrem frygte, at hun får en advarsel med på vejen.
»Hvis først Dansk Folkeparti beslutter sig for at give en advarsel til Pia Kjærsgaard, så er det parti definitivt færdigt. Hun er partiets moder, og det kan godt være, at der er ro omkring Kristian Thulesen Dahl, men hvis man begynder at krumme hår på partismoders hoved, så bryder helvede løs,« vurderer Søs Marie Serup.
Dansk Folkeparti har været i massiv krise siden valgnederlaget tilbage i 2019.
Siden er det væltet frem med historier om blandt andet interne stridigheder. Senest op til Dansk Folkepartis årsmøde i midten af september. Her kunne B.T blandt andet fortælle, at en DF-lokalformand opfordrede Pia Kjærsgaard til at blive formand igen.
På årsmødet kunne man i Dansk Folkeparti blive enige om, at holde interne stridigheder, hvor de hører til: internt.
Men åbenbart kun for en kort stund.
»Offentlige personangreb på partikollegaer og lækager fra interne møder er åbenlyst uacceptabelt. Det er på tide, at vi atter får etableret den ro, orden og myndighed, som kendetegner Dansk Folkeparti. Jeg er derfor enig i, at der må trækkes en streg i sandet. For at sige det helt klart: Det er på tide, vi internt giver klar besked: enten er man med os eller også er man imod os,« skrev næstformand Morten Messerschmidt ellers på Facebook kort efter årsmødet.
Men nu er der altså atter sluppet information ud fra interne møder. Denne gang rammer det noget atypisk partiets moder, Pia Kjærsgaard.
Kritikken kommer blandt andet fra hovedbestyrelsesmedlemmet, Merete Dea Larsen, der er kendt for at være en trofast Kristian Thulesen Dahl støtte.
Pia Kjærsgaard var ikke selv til stede ved mødet. Det var hendes to trofaste støtter, næstformand Morten Messerschmidt og Peter Kofoed heller ikke.
Men hvorfor kommer der allerede en ny historie om interne uenigheder i Dansk Folkeparti?
Søs Marie Serup kalder det et »efterskæl« efter det jordskælv, vi var vidne til ved årsmødet, hvor Pia Kjærsgaard blandt andet sendte en barsk besked til paritets formand Kristian Thulesen Dahl.
Det kan du læse lige her. Pia Kjærsgaard fik vendt tommelen nedad og så synligt vred ud under partifællen Martin Henriksens tale. Det kan du læse her.


