Efter meldingen fra den franske præsident, Emmanuel Macron, om, at Danmark skal være med i Frankrigs atomprogram, stillede statsminister Mette Frederiksen, vice- og forsvarsminister Troels Lund Poulsen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen mandag aften op til pressemøde.
Men det blev en noget underligt omgang.
Sådan lyder vurderingen fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
Og det skyldes to ting.
»For det første siger det her pressemøde noget om, hvor mærkelig dansk politik er,« siger Henrik Qvortrup, der tilføjer:
»Det er jo grundlæggende småbizart, at tre ministre, der ellers går i kødet på hinanden her under valgkampen, samtidig skal stå sammen.«
Derudover påpeger Henrik Qvortrup, at Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen omvendt nok ikke ville have lyst til at lade Mette Frederiksen køre pressemødet alene.
»Det ændrer bare ikke på, at det er en mystisk forestilling. Et vidnesbyrd om, hvor mærkelig dansk politik er blevet,« lyder det fra den politiske analytiker.
En anden ting, Henrik Qvortrup bed mærke i, var indholdet af pressemødet - eller måske mangel på samme.
»Det var ikke et synderligt konkret pressemøde. Hvis vi skal tage de positive briller på, så tager det os et skridt mod en retning, vi ikke har været før, men det er svært at se, hvad der konkret kommer til at ske.«
Der er tale om et strategisk samarbejde, hvor der bliver nævnt noget med blandt andet træning og fælles øvelser, men Henrik Qvortrup har stadig svært ved at se, hvori aftalen helt præcist ligger:
»Der er åbnet op for noget med den franske præsident, som vi godt kan se os selv i, men nu når der for eksempel ikke er tale om atomvåben på dansk jord, er det svært at se, hvori samarbejdet helt konkret ligger.«
Følg med i udviklingen i valgkampen og dansk politik i B.T.s liveblog HER.
