Rigsfællesskabet holder vejret, mens USAs præsident Donald Trump tordner frem med sine krav om at eje Grønland.

Truslerne bliver kaldt alvorlige af flere eksperter. Tonen er hård. Og usikkerheden breder sig – ikke bare i Danmark og Grønland, men over hele verden.

Men midt i stormen er der ifølge B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen tale om intet mindre end en »kæmpe gave«.

I hvert fald hvis man er statsminister Mette Frederiksen.

»Jeg kan ikke se andet for mig, end at statsminister Mette Frederiksen kan sige: ‘Vi vandt konfrontationen med Trump’,« indleder Joachim B. Olsen.

Ifølge ham er Trumps ønske om at overtage Grønland dømt til at falde til jorden:

»Overtagelse af Grønland er jo en total tabersag i den amerikanske befolkning, og der er ingen opbakning i Kongressen. Selv amerikanske generaler har været ude at sige, at det kan de slet ikke se for sig.«

Rasmus Sinding Søndergaard, USA-ekspert fra Dansk Institut for Internationale Studier, har ellers advaret om, at Trump kan påtvinge en militær invasion af Grønland.

Joachim B. Olsen tror dog ikke ét sekund på det scenarie.

»Det her ligner klassisk Trumps ‘art of the deal’. Han kører konflikten helt op, og lander så en aftale. For eksempel om at begrænse russisk og kinesisk aktivitet i Grønland.«

Han peger på Panama som et klart fortilfælde:

»Trump truede voldsomt, men det endte med en aftale, hvor kineserne blev sparket ud af havnene omkring Panamakanalen.«

Men selv hvis konflikten mellem USA og Rigsfællesskabet afbødes, er der dog en risiko, advarer han:

»Mette Frederiksen skal passe på ikke at udnytte situationen for åbenlyst – for eksempel ved at udskrive valg på den baggrund. Det kan give bagslag,« vurderer han.

Alligevel er konklusionen klar:

»Samlet set er det her en kæmpe gave til Mette Frederiksen«.