Lyt til artiklen

Det bliver en hård, men spændende valgkamp. Det vurderer BTs politiske kommentator Søs Marie Serup.

Rød blok er bagud på point. den seneste meningsmåling giver 48 procent til rød blok og 52 procent til blå blok. Men selvom Helle Thorning er bagud fra start, så bliver det ikke umuligt for hende at vinde valget.

»Det har allerede været en ufattelig lang valgkamp, men et par brikker har flyttet sig for nylig. Størst af dem er afblæsningen af krisen. Det er et godt strategisk afsæt for en valgkamp for regeringen. Det er meningsmålingerne til gengæld ikke. Thornings tropper skal altså ud i en indædt valgkamp, hvor man kæmper fra bydel til bydel. De skal præstere noget helt ekstraordinært, men hendes hold er tændte og i kampform,« siger Søs Marie Serup.

Selvom Lars Løkke Rasmussen (V) har ligget foran i meningsmålingerne i hele valgperioden, så kan han ikke tage en sejr for givet.

»Løkkes tropper har været foran i meningsmålingerne i en hel valgperiode, men har tabt pusten hen mod målstregen. De skal bevare ydmygheden, men det er slut med at sidde i baghånd og afvente regeringens udspil, nu skal de selv forrest i feltet igen. De er nervøse, men indædte,« siger Søs Marie Serup.

Men dem som i virkeligheden afgør valget er støttepartierne Dansk Folkeparti og Uffe Elbæks nye parti Alternativet.

»Dette valg tegner til at blive afgjort af henholdsvis Kristian Thulesen Dahl og Uffe Elbæk. Når trumferne (Thorning og Løkke) er spillet, ved enhver kortspiller, at så handler det om at have gode sidekort. To ud af tre af Løkkes sidekort er er stærke. Både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ser stærke ud i meningsmålingerne og har gjort det længe - kun de Konservative hænger med bagdelen i vandskorpen. Thorning har flere sidekort og både Enhedslisten og SF kan se frem mod pæne valg, til gengæld er De Radikale ikke i god kampform, og det hele kommer til at afhænge af, om Uffe Elbæks Alternativet kommer i folketinget.«

Valgudskrivelsen kommer dagen efter, at Thorning sammen med indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard (R) præsenterede et nyt velfærdsudspil - med milliarder til blandt andet sundhed og ældre.

Udspillet blev overalt set som et oplæg til valg. Dagen forinden havde Morten Østergaard været ud og sige, at nu var opsvinget kommet og finanskrisen slut. Derfor kommer valget til at handle om den offentlige sektor, mener Søs marie Serup.

»Krisen er slut. Nu handler det om fremtiden i Danmark. Og den diskussion kommer til at handle om nulvækst eller svag vækst i den offentlige sektor, om dagpenge, om, om det kan betale sig at arbejde, om udlændinge, om velfærd - primært sundhed og så kommer regionalpolitik (udkantsdanmark) til at fylde noget i denne valgkamp.«

Ifølge BTs politiske kommentator kan  vælgerne grundlæggende vælge imellem en regeringen med en politik, som de hidtil ikke har ville have og en regering med en statsminister, som de ikke vil have, nemlig Lars Løkke Rasmussen.

Derudover vil begge risikerer begge blokke at skuffe deres vælgere:

»En kommende rød regering vil måske skuffe røde vælgere ved at føre reformpolitik ind over midten og en kommende blå regering vil måske skuffe blå vælgere ved at føre reformpolitik ind over midten. Den rene åbenlyse løsning findes ikke, så mange vælgere står overfor et besværligt valg.«