Det var sidste chance - og det kunne mærkes.
Mandag aften stod landets 12 partiledere overfor hinanden for sidste gang før valget. Angrebene sad løst, og flere trykkede speederen i bund i jagten på de sidste vælgere.
Der var dog én, som ikke satte lige så hårdt ind som de andre.
»Debatten er meget intens og god. Det slår mig dog igen, at Mette Frederiksen er ekstremt passiv. Hvad pokker sker der? Hun må være rimelig sikker på, at hun vinder, siden hun er så anonym,« siger Henrik Qvortrup.
B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, fælder dom over partiledernes præstationer i valgets sidste debat på TV 2.
»Hun gør jo ikke noget forkert – hun er en dreven og erfaren politiker. Men det er næsten en overbærende attitude: Hvorfor står jeg og spilder min tid her, når jeg burde beskæftige mig med noget vigtigere? Det er en arrogant, ophøjet tilgang.«
»For anden aften i træk undviger hun de helt oplagte spørgsmål om, hvorfor hun ikke har gjort mere, når det gælder udlændinge, miljø og dyrevelfærd.«
»Det er også tankevækkende, at hun mindst to gange siger, at det her ikke er noget, man skal råbe op om. Hun har sit på det tørre og lader de andre råbe og skrige. Jeg tror, nogen vil undre sig over, at hun ikke er mere tændt.«
»Troels Lund Poulsen er væsentligt mere fremme i bussen. Han ligner en, der kæmper for det. Men det der med at gøre Danmark rigere får næsten et komisk skær. Jeg tror, han får sagt det 20-25 gange.«
»Troels Lund får sat et afgørende stød ind på Løkke i forhold til hans kandidatur som kongelig undersøger. Han får udstillet, hvem Løkke er. Det er befriende, at han dér får lidt bid og ikke bare gentager sit mantra.«
»Han plejer sit image som én, der ikke vil have snuptagsløsninger. Det bliver næsten parodisk. Jeg tror, det har et publikum derude, men det tipper lidt over.«
»Han var rigtig god i går, men i dag virker det som om, han hviler lidt dårligt i bevidstheden om, at han har den her nøglerolle som kongemager, samme dag som han har meldt sig som kongelig undersøger.«
»Alex Vanopslagh gør det rigtig godt. Han er stabil, velformuleret og velargumenteret. Han råber ikke og bliver ikke skinger. Jeg synes, han yder sin bedste indsats overhovedet.«
»Hun er sikker og løber ikke nogen risici. Hun plejer sit image som den røde politiker, man ikke for alvor slår sig på. Hun er rutineret og solid, men ikke sådan, at man er helt oppe at ringe.«
»Pelle Dragsted gør det rigtig godt og er en virkelig stærk debattør. Behagelig, aldrig skinger. Man kan være enig eller uenig, men han folder sig i den her valgkamp ud som venstrefløjens stjerne, og også som en bedre debattør end Pia Olsen Dyhr.«
»Morten Messerschmidt gør det godt og er pivskarp i sine angreb på statsministeren. Han er også stærk i sin duel med Løkke og taler direkte til sine vælgere.«
»Mona Juul gør det bedre, faktisk rigtig godt. Hun har en sympatisk udstråling og indtager på den blå fløj rollen som den velovervejede.«
»Hun går ikke i affekt, og det tror jeg godt, der kan være et publikum til, især når Troels Lund Poulsen fremstår lidt halvskinger. Det har en appel, at hun holder balancen og samtidig insisterer på borgerlige løsninger.«
»Martin Lidegaard gør det godt. Han får udstillet Løkke lidt, hvilket er vigtigt, fordi Løkke er hans største konkurrent. Han siger på et tidspunkt, at det ikke er tid til at “ævlebævle”, underforstået at de ikke gider Løkkes procesnak.«
»Lars Boje Mathiesen skal lige et skridt op i dag. Han er okay, men det har ikke været hans bedste aften. Men i forhold til hans vælgere har han kørt en stabil valgkamp.«
»Franciska Rosenkilde brænder igen godt igennem. Hun kom svagt fra start i valgkampen, men bliver løftet af diskussionen om drikkevand og grise. Hun bliver dog sat lidt skakmat af Støjberg på grisespørgsmålet, hvor hun må sige, at hun kun har ansvar for de danske grise – og ikke de andre. Der bliver hun presset.«
»Inger Støjberg får sat nogle stærke angreb ind på Mette Frederiksen og placerer sig fornuftigt i grisedebatten. Det er måske ikke så populært i byerne, men i forhold til hendes målgruppe lægger hun sig rigtigt.«

