Tampa Bay, Florida: Valgkampen mellem Hillary Clinton og Donald Trump er inde i sin afgørende fase. De sidste tre dage har kandidaterne fuld fokus på de såkaldte svingstater, hvor de to partier, Demokraterne og Republikanerne, traditionelt er lige store. På vores road trip gennem de amerikanske sydstater nåede vi lørdag til Tampa Bay, Florida, hvor der var valgmøde med Trump.

'Make America great again', 'Make America great again'. Råbene lyder iblandet jubelbrøl, da Donlad Trump entrerer scenen i en hal, der normalt bruges til dyrskuer.

Kort forinden har Trumps signatursang, The Rolling Stones' 'You Can't Always Get What You Want', lydt for fuld tryk, til lejligheden blandt andet suppleret med Creedence Clearwater Revivals 'Born on the Bayou'. Tampa ligger tæt på Bayou ved kysten af Den Mexicanske Golf.

Alle meningsundersøgelser spår tæt på dødt løb mellem Trump og Clinton i svingstaten Florida. Det amerikanske præsidentvalg er to gange ud af de seneste fire afgjort i Florida. I 2002 vandt George W. Bush med få stemmer over Al Gore. Ved sidste valg slog Barack Obama Mitt Romney med få stemmer.

The Donald er på hjemmebane. Hallen 10 km udenfor Tampa er fyldt med fans med skilte, mænd i t-shirts med påskriften 'Våben dræber ikke, det gør Clinton-familien', kvinder i t-shirts med påskriften 'Kvinder for Trump', 'Gør Amerika stort igen', og en enkelt 'Tag mig hårdt, Donald'.

'Sorte for Trump', 'Hispanics for Trump'.

Hillary er kriminel

»Jeg støtter Trump, fordi Hillary er kriminel. Trump har bevist, at han kan lede. Han er ikke bange for noget eller nogen - taler systemet og 'the establishment' direkte imod. Se bare: han er nået hertil. Alle i det republikanske parti bekæmpede ham fra begyndelsen, ene mand har han formået at nå til 50 pct. af landets stemmer, som det ser ud lige nu. Og læg mærke til, at Trump taler den lille mands og de store selskabers sag samtidig. Jeg er kæmpe fan,« siger Patty Jones til BT. Hun er 61, bl.a. tidligere bådebygger og ansat i et revisionskontor.

Men hvad med de mange beskyldninger om sexchikane?

»Good lord. Det er jo dér, USA er nået til i dag. Mænd må ikke længere være mænd, og kvinder må ikke længere må være kvinder,« lyder svaret.

Trump holder en én time lang fragmenteret tale, hvor han ikke spilder hverken sin eller de mange hujende fans tid med argumenter. Det er først og fremmest en passivt aggressiv peptalk til de trofaste - og de mange tv-kameraer.

Amerikansk præsidentvalg 2016. Donald Trump holder valgmøde i Tampa, Florida få dage før amerikanerne skal vælge deres næste præsident.
Amerikansk præsidentvalg 2016. Donald Trump holder valgmøde i Tampa, Florida få dage før amerikanerne skal vælge deres næste præsident. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Faktisk er Donald Trump alt det, man godt vidste i forvejen. Morsom, flegmatisk, flyvsk og i øjenhøjde med den forsamlede mængde. Han taler i associationer. Konstant hamrende på løs på Hillary Clinton og præsident Barack Obama. Han beder forsamlingen få en enkelt Hillary Clinton-støtte smidt ud af hallen.

Han leverer en svada af statements. En tv-kanal har sagt, at der er tæt på dødt løb i Texas, hvor der altid stemmes republikansk. 'Sludder', siger Trump - og henviser til en mand med en flot, hvid cowboyhat, der på tv har sagt, at Texas stemmer Trump. Kom ikke her med jeres meningsmålinger.

Løgnagtige meningsmålinger

Han tordner mod den samlede presse, især hovedfjenden NBC, som har bekæmpet ham siden begyndelsen med løgnagtige meningsundersøgelser. Lover, at han som noget af det første som nyvalgt præsident tager en venlig snak med pressen. Vender flere gange tilbage til, at han tidligere fik al den gode presse, han kunne ønske sig. Nu er han forfulgt.

Og folket er med Donald. Der hujes og råbes. BTs fotograf modtager flere trusler fra omkringstående Trump-fans, mens han fotograferer kandidaten, indtil en kvinde med svenske rødder siger 'stil dig her'.

Der skal bygges en mur mellem USA og Mexico. Der går en ensrettet motorvej fra Mexico lige nu fyldt med stoffer, kriminalitet og mennesker, der stjæler amerikanske job. Han siger, at han har haft en god snak med den mexicanske præsident Pena Niento om emnet for tre måneder siden. Den mexicanske præsident, der tidligere har sammenlignet Trump med Hitler, er en 'good guy', siger kandidaten. Han nævner ikke, at Niento bad Trump glemme alt om at lade Mexico betale for opførelsen af muren.

USA skal være trygt igen. Bandekriminaliteten skal begrænses, kriminelle og terrorsympatisører sendes hjem igen til deres fødelande. Obama og Hillary har lukket dem ind, siger Trump og husker at hylde grænsebetjentene, der går rundt og fryser ved den canadiske grænse.

Amerikansk præsidentvalg 2016. Donald Trump holder valgmøde i Tampa, Florida få dage før amerikanerne skal vælge deres næste præsident.
Amerikansk præsidentvalg 2016. Donald Trump holder valgmøde i Tampa, Florida få dage før amerikanerne skal vælge deres næste præsident. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Trump henviser med glæde til de seneste nyheder om at FBI har åbnet mailsagen mod Hillary Clinton. Det er hædersmænd, som han siger, gode amerikanere. Hvorimod The Justice Departement er i lommen på Hillary.

De små banale løgne

Ikke at Trumps forhold til sandheden er meget bedre end Hillarys. På få minutter lykkes det ham at lyve mindst fire gange. Og det er bare de små banale løgne:

'Vi er 3.000 herinde, 4.000 venter udenfor. Skal vi vente på dem, eller skal jeg gå i gang?' Stor jubel.

Forkert. Hallen er lidt mere end halvt fyldt. De eneste, der opholder sig udenfor, er politiet.

'Når jeg taler, kommer der 20.000, 30.000. Når Hillary taler, kommer der 4 - 500 mennesker.'

Der var 11.000 til Jay-Z's og Beyonces Hillary-støttekoncert fredag aften. 5 - 10.000 tidligere på dagen, da hun talte i Pembroke, Florida .

'Hillary har ingen energi. Hun skal hjem og sove. Jeg holder den ene tale efter den anden, er i gang hele dagen. Jeg skal til fire møder yderligere i dag'.

Lidt senere: 'Jeg skal til fem vælgermøder senere i dag'.

Lidt senere: 'Jeg skal til seks vælgermøder senere i dag'.

Ifølge donaldtrump.com skal han til yderligere tre valgmøder lørdag, i hvv.  Denver, Colorado og North Carolina.

En stor nyhed

Nogenlunde midt i sin tale præsenterer Trump, hvad han kalder en nyhed: nemlig løsningen på, hvordan han vil bremse jobflugten fra USA ved at lægge skat på produkter fra udlandet, herunder selvfølgelig produkter, der kommer fra virksomheder, der har flyttet produktionen fra USA. Han vil beskatte den slags varer med 35 pct.

'Nu skal jeg fortælle jer noget: først sætter jeg mig ned med de firmaer og taler pænt og ordentlig med dem. Hvis det ikke hjælper, så skruer jeg op.'

Der er dog ikke rigtig noget nyt i den plan. Trump nævnte den flere gange i debatterne under midtvejsvalgene i vinter, der førte til hans kandidatur. Dengang hed det sig, at kinesiske varer skulle beskattes med 40 pct. Det nævner han dog ikke noget om denne gang.

Men facts er muligvis ikke, hvad de 3.000 fans i hallen er kommet for at høre. De drømmer om at køre hjem med en følelse af at blive lyttet til. Den følelse bekræfter Donald Trump.