Grillen er på alle måder tændt under SF. Solen bager ned på SFs stand på Folkemødet, hvor de på nudansk serverer BBQ. Jeg roser kokken og spørger, om det hedder BBQ, fordi udenrigsministeren er den, der skal vende bøffer? Han fortælller med et smil, at han havde overvejet indbagt is og griner nærmest et 'the Ize is smelting at the grils' ud til de mange, som venter på godbider i køen.

Er SF en kylling?

Grillmeister har taget en rød grill med, og da jeg spørger ham, om efterspørgslen er på rødt kød eller gennembagt ved SFs grill, er svaret 'Der kommer rødt kød om lidt.' Og 'men det her er helt og aldeles gennemstegt, det har fået 18 timer'. Et SF medlem i rød t-shirt blander sig i debatten: 'Det kommer an på, hvilket kød det er ikk? Kyllingekød bliver sjældent rødt'

Jeg tænker, om kyllingekød virkelig er det bedste forsvar for SF, hvis det var en bøf, jeg tænkte måske nærmere en okse, gazelle eller lignende, men nuvel, selvfølgelig er der måske nogen, der har bedre erfaringer med, om SF er en hønsegård.

Efterspørgslen på SFs bøffer

Jeg tager temperaturen på forventningerne i køen. Hvordan vil du helst have dit kød, når du kommer til SFs bod? 'Rødt, tatar' falder svaret prompte, men da jeg spørger hvordan, hvis regeringen var en bøf, så bliver svarene anderledes tøvende: 'Nu synes jeg, at du stiller pressede spørgsmål' ... 'Medium, så har jeg svaret meget neutralt.' Den næste i køen vil heller ikke have hverken rød eller Bleu bøf, men en 'medium'.

SFs bøf har ikke slået igennem hos publikum.

Udenrigsministeren er nødt til at tage til København og spise kinesisk, så han når desværre ikke forbi grillen, men jeg finder i stedet SFs politiske ordfører Jesper Petersen, der beredvilligt stiller op.

'Det er en humoristisk artikel ikke?', smågriner han, da han skal fortælle, hvordan regeringen pt har det, hvis den var en bøf. Som enhver anden politisk ordfører på vagt gør det.

'Det er en appetitlig bøf, der er noget bedre end menuen i sidste sæson, men vi mangler stadig endeligt at slå igennem overfor restaurantens publikum.' Også Jesper Petersen mener, at regeringen som bøf er 'Medium,' og han er overbevist om, at folk i køen efterspørger bøffer, der er præget af røde værdier.

Kødet smager nu godt

Jeg leder videre hos de håbefulde i køen hos SF og en enkelt formaster sig til at sige, at SF er lidt branket efter otte måneder i regeringsgrillen. En anden indrømmer, at han nok også selv med alderen er blev lidt mere 'medium,' og selvom det eneste ved SF, der efterhånden er rødglødende, er temperaturen under grillen, så er alle nu enige om, at SFs BBQ-menu smager - også bedre end deres politik. Men måske er det, fordi det i dag er Nøbbes BBQ, der står for menuen.