Selvtilliden er på vej tilbage hos Socialistisk Folkeparti. Den er faktisk så stor, at partiet nu forsigtigt åbner for at indgå i en rød regering efter næste valg.

Det røber formanden Pia Olsen Dyhr i et interview i Berlingske forud for partiets landsmøde i weekenden.

For tre år siden tumlede partiet forslået og ydmyget ud af sin første regeringsdeltagelse nogensinde. Det skete efter vilde skænderier bag lukkede døre, hvor ministre brød sammen i gråd. Og partiet mistede nogle af sine største talenter til andre partier: Ida Auken, Astrid Krag, Jesper Petersen og Thor Möger Petersen.

Men nu har SF evalueret krisen, så de ikke havner i en lignende situation, oplyser Pia Olsen Dyhr.

Pia Olsen Dyhr, der også havde ministerposter i Thorning-regeringen, er en dygtig politiker. Hun har karisma, har samlet det sønderslåede parti på rekordtid og genvundet tilliden hos partiets vælgere.

Men med meldingen om at ville indgå i en regering igen så kort tid efter et eklatant nederlag fristes man til at sige, at der ikke så meget er tale om partiterapi som om fri fantasi.

SF er ikke færdig med at finde sig selv igen, og skal det lykkes, sker det netop ikke ved at deltage som juniorpartner i en regering. Se bare, hvor hårdt Liberal Alliance bliver ramt på troværdigheden lige nu.

SF ville være i en væsentlig ringere situation i en Mette Frederiksen-regering, og også i en ringere situation end de var, da de indgik i Thorning-regeringen i 2011.

Den eneste grund til, at Mette Frederiksen, der formodentlig satser på en ren S-regering, skulle inddrage SF i sin eventuelt kommende regering, ville da også være at slippe for bøvl med dem. Og det er der ikke meget dynamik i i rød stue.

kark