Nogle gange skal man bare sige ’undskyld’. Det er egentlig ikke så svært. Ej heller kompliceret. Undskyld.

Som man kan læse i dagens udgave af BT, kunne Ulla Hagensen ikke få kompensation for den uhelbredelige kræftsygdom, hun fik, som følge af sin fars arbejde på eternitfabrikken i Aalborg.

Nu er hun død.

Vi ved ellers, at flere af asbestarbejderne blev uhelbredeligt syge af asbeststøv. Vi ved også, at flere hustruer til arbejderne blev uhelbredeligt syge i forbindelse med vask af arbejdstøj. Det var Kræftens Bekæmpelse, der kunne dokumentere sammenhængen, og det har givet både arbejdere og hustruer adgang til kompensation for alvorlig sygdom.

Men børn af arbejderne, børn som Ulla Hagensen, der måske bare har begået den ’fejl’ at give far et knus, når han kom hjem fra arbejde, kan ikke få kompensation. Skal det ske, skal der findes penge i satspuljen eller andre steder, og den slags er noget politikerne kan bruge både timer, dage og måneder på at slås om. Det gør de så – imens døde Ulla Hagensen.

Som borger i dette land er det svært ikke at få en dårlig smag i munden. Hvorfor skulle et beskedent millionbeløb til kompensation til ofrene stå i vejen for, at Ulla Hagensen kunne forsøde den sidste del af tilværelsen.Som en undskyldning for den sygdom, hun uretmæssigt blev påført.

Gennem tiden har vi som samfund haft det svært med at sige undskyld. Der var de grønlandske børn, som vi fjernede fra forældrene. Der var slaverne på de Vestindiske. Ingen har endnu fået en officiel dansk undskyldning.

Når man så samtidigt tænker på de adskillige milliarder, som blandt andet inkompetence hos SKAT, har kostet danskerne. Eller IC4 tog. Eller uduelige IT systemer, så kan man kun undre sig over, hvorfor et beskedent millionbeløb, skulle afholde os fra at sige ’undskyld’ på en ordentligt måde.

Det handler om anstændighed.

  lier