Det gør nærmest ondt i hovedet at følge hykleriet i dansk politik.
Det ene øjeblik står statsminister Mette Frederiksen og brokker sig over, at 'tonen er blevet for rå på Christiansborg'.
Det næste øjeblik står politikere på begge sider af midten og kalder hinanden løgnere, Trump og tegner sågar paralleller til Sovjetunionen, som Nicolai Wammen gjorde i forhold til de blå partier på forsiden af Berlingske.
Lad os lige huske på, at Sovjetunionen var et diktatur styret af kommunistiske ledere som Stalin og Lenin, der begik større massemord, end Hitler gjorde under Anden Verdenskrig.
Statsministeren har flere gange advaret mod, at medierne er for unuanceret og tabloide.
Men når politikerne hellere vil kalde hinanden diverse ukvemsord end at løse akutte problemer i samfundet – så virker Mette Frederiksens kritik af mediernes tone noget slatten.
Lige nu kæmper danske virksomheder med næb og kløer for at skaffe arbejdskraft. Mange må sige nej til lukrative ordrer, og dansk erhvervsliv taber i værste fald vækstkapløbet mod udlandet.
Men på Christiansborg bruger både de blå og de røde lige nu mere tid på en uskøn skyttegravskrig end på at samle sig om det, de trods alt er enige om.
De blå partier blokerer for reformer på dagpengeområdet, som rent faktisk kan skaffe flere hænder til virksomhederne. Og i den røde lejr har man lukket døren til forhandlingslokalet og bruger i stedet tiden på et koordineret angreb på Ellemann, Pape og Vermund.
Et hurtigt kig på Twitter afslører debatniveauet. Den socialdemokratiske finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, kalder blå partier useriøse og amatøragtige, fordi de for en gang skyld står samlet i en vigtig forhandling. De Konservatives Rasmus Jarlov svarer, at de socialdemokratiske topordførere fyrer løgne af i pressen.
Og det er langtfra kun i det aktuelle skænderi, Christiansborg virker mere som en børnehaveklasse end et parlament.
I debatten om sundhedsreformen skændtes politikerne om, hvem der var mest 'Trump', og i minksagen er Mette Frederiksen blev kaldt kriminel, før kommissionen overhovedet har færdiggjort sin undersøgelse.
I et svagt øjeblik kan man få den naive tanke, at politikerne forsøger at lægge partipolitiske hensyn til side, når samfundets problemer er alvorlige nok.
Men så kaster man blot et enkelt blik på sociale medier og vågner fra sin naive drøm.
Kampen om ministerkontorerne har alle dage været benhård. Det er umuligt at ændre på. Men hvis politikerne brugte mindre tid på Twitter og Facebook og mere tid på at samarbejde, så har vi taget første skridt til et løsningsorienteret politisk klima.
Hvor de problemer, som danskerne og virksomhederne står midt i, trumfer spin og mudderkastning.
