Ét er debatten om, hvorvidt det kan betale sig at tage visse job, hvis man er på visse typer af overførselsindkomster.
Det skal naturligvis altid kunne betale sig at tage et arbejde frem for at blive forsørget af fælleskassen.
Noget andet er debatten om, hvorvidt nogle uddannelser gør dem, der har taget dem, for fine til visse typer af job.
Man skal naturligvis tage et hvilket som helst arbejde, man kan få, uanset hvilken uddannelse, man allerede har ladet fælleskassen betale for sig. I hvert tilfælde, hvis alternativet er at lade sig forsørge af fælleskassen.
Det burde ikke være nødvendigt at skrive det, men den gode logik blev atter til varm debat, da det i Radio24syv kom frem, at “Simone og Kasper” trods status som dagpengemodtagere ikke lige følte for et kassejob i Netto, selvom det måske var en reel mulighed, at de kunne få det. Den ene af dem med begrundelsen: “det er ikke nødvendigvis noget, der kan være med til at berige mit liv og min hverdag”.
Fint, fristes man til at sige, men er du så ikke lige god at berige os andre med beslutningen om at trække dit sugerør op af fælles-colaen?
I dagens BT tilbageviser Netto køligt, at man ‘bare’ kan få et job i netto sådan uden videre. For butikskæden er det naturligvis vigtigt, at medarbejderne er motiverede for et arbejde dér. Det er let at forstå, for ingen virksomheder ønsker medarbejdere, der dybest set ikke ønsker at være der.
Ingen - heller ikke Simone eller Kasper - hverken kan eller skal naturligvis kunne tvinges til at nogen som helst tjans. Hvis de bare selv finder ud af at klare sig.
Men hvis man forventer en udstrakt hånd fra fællesskabet, så har man værsgo’ at række en tilbage.
jora
