Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen var onsdag aften i TV2s talkshow til en rolig snak i Christiansborgs samtaleværelse.

Der er nok at snakke om: Alliancen med DF, kravet om kulegravning af Skat, den nye, hårde udlændingepolitik, det nye principprogram, og hvor stor forskellen egentlig er på Socialdemokratiets og Venstres økonomiske politik.

Mette Frederiksen svarede roligt og uforfærdet på alle spørgsmål. Tidligere har der været interview, hvor hun enten talte lidt sort eller svarede på noget andet end det, hun blev spurgt om, og stædigt gentog sig selv. Det er helt væk nu, hvor hun ser ud til at hvile i sig selv og være stolt af sin politik, også de dele, der med rette kan stilles kritiske spørgsmål til. En uge før havde Mette Frederiksen et stort interview i Weekendavisen med overskriften »EU for folket«. Og 23. april fremlagde Socialdemokratiet et nyt principprogram, hvori der bl. a. står, at flygtninge hjælpes bedst i nærområderne.

For et års tid siden blev S med rette kritiseret for ikke at have fremlagt nogen vision, endsige eget finanslovsforslag, og for at formanden var svær at få fat i. Men det seneste år har Socialdemokratiets ledelse og rådgiverstab med stor dygtighed opbygget Mette Frederiksen, så den kritik må forstumme.

Stille og roligt har de konstrueret en politik, der bl. a. på udlændingeområdet og EUområdet er markant forskellig fra Thorning-perioden, og har samtidig øget vælgertilslutningen, mens søsterpartierne i andre europæiske lande taber terræn.

Det er en dygtig justering af politikken og partilederen, og man kan groftsagt sige, at vi er vidne til Frederiksen version 3.

Version 1 var den højtråbende socialpolitiker, version 2 den alvorstyngede minister, og version 3 er den afslappede leder, der ser vælgerne direkte i øjnene.

Venstre og Løkke må skærpe politikken og kommunikationen, hvis de ikke vil risikere den 4. version af Frederiksen:

Statsministeren.

kark-.