Kan danske politikere ikke selv se, at den er helt gal?

Politikerne har i over et årti indtaget pladsen som den mest utroværdige gruppe i landet. Lige under brugtvognsforhandlere.

Og når man ser på paraden af suspekte sygemeldinger, vanvittigt forbrug af partikassens penge og orlovsperioder med fuld løn i lange baner – ja, så er det ikke svært at forstå, hvorfor danskerne giver politikernes troværdighed dumpekarakter.

Senest var det Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, der i torsdags tog orlov fra Københavns Borgerrepræsentation, blot en måned efter at den nye byrådsperiode startede.

Hvorfor? Jo, hun vil hellere fokusere på at blive valgt til Folketinget end at kæmpe for de ting i København, hun havde bildt vælgerne ind i november under kommunalvalgkampen.

Selv kan Franciska Rosenkilde ikke se problemet – nøjagtig ligesom de politikere, der er endt i møgsager og så sygemelder sig, så snart pressen banker på deres dør. Igen med fuld løn, selvfølgelig.

Og det er netop det, der er problemet.

For hvis politikerne selv mener, at de kan kigge deres vælgere i øjnene, så skal de seriøst gå til optikeren og få sig et par tykke briller.

Politisk leder for Alternativet Franciska Rosenkilde holder partiledertale fra Hovedscenen på Folkemødet i Allinge fredag 18. juni 2021. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Politisk leder for Alternativet Franciska Rosenkilde holder partiledertale fra Hovedscenen på Folkemødet i Allinge fredag 18. juni 2021. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Den verden, politikerne lever i, er så fjern fra den verden, metalarbejderen lever i. Han har ingen betalt orlov, ingen sygemeldinger uden lægeerklæring og ingen, der betaler for hans middage, fornøjelser og rejser – ud over ham selv.

For at forstå, hvordan politikerne tænker, skal man nok helt tilbage til deres år i ungdomspolitik.

Fra de var helt unge, er de blevet fodret som svin med DUF-midler og har været vant til, at andre betaler. Vil de skabe noget nyt, så er der altid en offentlig kasse, der står klar med støttekroner. Den slags er godt for ungdommens dedikation, men har også en bagside af uansvarlighed, som forplanter sig i den politiske kultur.

Livet som toppolitiker er ganske vist hårdere end et 8 til 16-job. Presset er mange gange større, arbejdstiderne er opslidende, og vælgerne kan fyre dem hvert fjerde år.

Men så længe politikerne selv fastholder deres mærkelige tillæg og pensioner på speed, kommer de aldrig i øjenhøjde med vælgerne.

Det er snart seks år siden, at Vederlagskommissionen afleverede sine anbefalinger til, hvordan folketingspolitikerne bør indrette deres egne løn- og pensionsforhold.

Men hvad er der sket i mellemtiden? Absolut ingenting.

De to store magtpartier, Socialdemokratiet og Venstre, har modarbejdet en reform af deres egne vilkår, og først det seneste år har de åbnet øjnene en smule.

Den seneste melding fra de to partier er, at de vil se på vilkårene inden sommerferien.

Men lad os nu se. Det skulle ikke være første gang, at tingene bliver syltet ihjel på Christiansborg.

Andre læser også