Med en ny aftale ønsker regeringen og en række partier at styrke fødselsområdet. Det skal blandt andet ske ved at flergangsfødende, der udskrives inden for 24 timer, fremover skal have ret til hjemmebesøg. Det erfarer B.T.

Regeringen vil sammen med aftalepartierne Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale Venstre præsentere den nye aftale her til formiddag. 

Partierne er blevet enige om i alt at afsætte 68,2 millioner kroner ekstra årligt fra næste år – 2025. 

Til pressemødet vil hjemmebesøgs-tilbuddet til flergangsfødende blive forklaret. B.T. erfarer, at besøget typisk vil blive varetaget af en jordemoder dagen efter udskrivningen. Det kan også være en af de første dage, hvis den fødende skulle ønske dette. 

Derudover er aftaleparterne blevet enige om at beholde den nuværende ret til to døgns barselsophold eller hjemmebesøg for førstegangsfødende, der har haft en ukompliceret fødsel. 

Denne rettighed er der ellers blevet sat spørgsmålstegn ved af fagpersonalet på hospitalerne, der i en evaluering heraf giver udtryk for, at »to døgns barselsophold ikke er fagligt begrundet og begrænser personalets prioritering og tilrettelæggelse af arbejdet.«

Endnu en del af den nye aftale, regeringen har indgået med aftalepartierne, er beslutningen om en styrkelse af den skatteyderbetalte fødselsforberedelse. Denne skal foregå på små hold, og der er i alt afsat 16,8 millioner hertil. 

Regeringen, i form af sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde (V) præsenterer aftalen ved et fælles pressemøde klokken 9.30.