Når Mette Frederiksen tirsdag præsenterer det længe ventede udspil til tidligere pension for nedslidte, kan folk med et langt arbejdsliv se frem til at kunne gå tre år tidligere på pension.
Helt præcist vil S-regeringen lave en anciennitetsmodel, hvor man allerede kan trække sig tilbage tre år før folkepensionsalderen, hvis man har slidt 44 år på arbejdsmarkedet, når man fylder 61 år – altså siden man var 17 år.
Det erfarer B.T. fra kilder, som har set udspillet.
Hvis man derimod har arbejdet, siden man var 18 år, får man ret til to års tidligere pension – og et års tidligere pension, hvis man har arbejdet, siden man var 19 år.
B.T. erfarer samtidig, at ydelsen for dem, der går tidligere på pension, vil svare til folkepensionens grundbeløb plus maksimalt tillæg – altså 13.541 kroner før skat.
Når man skal regne sig frem til sin anciennitet på arbejdsmarkedet, kan man medregne visse perioder, hvor man ikke har været i fuldtidsarbejde. Det er f.eks. barsel, dagpenge og lærlingetid, erfarer B.T.
Det har været omgærdet af stor mystik, hvilke faggrupper som bliver en del af Mette Frederiksens store valgløfte om en tidligere pension til 'Arne'.
Er det mureren, tømreren eller måske sosu-assistenten?
Men ifølge B.T.s oplysninger begrænser S-regeringen ikke ordningen til specielle stillingsbetegnelser. Men indirekte bliver ordningen stort set kun for ufaglærte og faglærte, som er gået direkte fra folkeskolen til arbejdsmarkedet eller en erhvervsuddannelse.
En sygeplejerske får derimod meget svært ved at få del i pensionsordningen, fordi uddannelsen er for lang til, at han eller hun kan starte på arbejdsmarkedet som 19-årig.
S-regeringen vil afsætte tre milliarder kroner om året for at give 'Arne' og de andre nedslidte en tidligere pension. Hos Dansk Folkeparti, som kan blive en vigtig brik for Mette Frederiksen, mener man dog, at prisen kan blive langt højere.
»Hvis man skal lave en model, som hjælper alle de nedslidte, kan det sagtens komme til at koste det dobbelte,« sagde DF-formand Kristian Thulesen Dahl til B.T. før sommerferien.