Forsvarsminister Troels Lund Poulsen vil have et klart svar på, hvem der har lækket fortrolige oplysninger til medierne.
For at finde ud af, hvem der har lækket en omdiskuteret redegørelse til TV 2 skal Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) derfor nu undersøge, hvem i Troels Lund Poulsens eget system, der står bag lækket af klassificerede oplysninger.
Deling af denne type materiale kan i yderste konsekvens føre til fængselsstraf.
Det fortæller flere kilder nu til B.T.
Det sker efter at B.T. tidligere i dag kunne beskrive, hvordan Lund Poulsen er direkte rasende på Forsvarskommandoen.
Faktisk mener Venstre-formanden og forsvarsministeren, at personer i systemet har arbejdet direkte imod ham og har lækket en misvisende redegørelse til TV 2 for at skade ham og flytte fokus fra egne fejl.
Forsvarets Efterretningstjeneste skal altså på den baggrund nu undersøge, hvem der står bag flere læk af klassificerende oplysninger til offentligheden.
Det første læk er det, som fik hele skandalen om fregatten Ivar Huitfeldt-fregatten til at rulle.
Det skete til forsvarsmedie OLFI, der på den baggrund kunne afsløre, at et svigtende radarsystem og defekt ammunition var arbejdsbetingelserne for danske soldater, da de i marts besvarede et droneangreb i Det Røde Hav.
I en halv time kunne mandskabet på fregatten ikke affyre det eneste luftforsvarsmissil, man havde til rådighed, og det satte soldaterne i øget fare.
Det andet læk er lækket af den fortrolige redegørelse for forløbet, som er sendt fra Forsvarskommandoen og til Forsvarsministeriets departement.
En redegørelse, som frikender Forsvarskommandoen for at have begået fejl i sagen.
Som følge af sagen har Troels Lund Poulsen ikke længere tillid til forsvarschef Flemming Lentfer, der er blevet hjemsendt. Det meddelte han på et pressemøde onsdag aften.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra Forsvarsministeriet til undersøgelsen.

