Nedlukningen af Danmark fortsætter. De nuværende restriktioner forlænges yderligere til og med 17. januar.

Blandt andet lukning af storcentre og butikker samt hjemsendelse af alle skoleelever.

Det erfarer B.T.

Sundhedsordførere fra Folketingets partier er ved et møde, der begyndte klokken 16, ved at blive orienteret om regeringens plan for januar.

Kun dagligvarebutikker og apoteker må holde åbent.
Kun dagligvarebutikker og apoteker må holde åbent. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ifølge flere kilder på mødet er det alle de nuværende restriktioner, der forlænges til og med 17. januar.

Dermed skal storcentre og detailhandel samt liberale erhverv som frisører og tatovører holde lukket.

Serveringssteder må kun tilbyde takeaway. Kun dagligvarebutikker og apoteker må holde åbent.

Desuden skal elever fra 0.-9. klasse stadig blive hjemme og i stedet modtage fjernundervisning, fortæller kilder på mødet.

Det samme gælder studerende. Efterskoler og højskoler er også lukket.

Kultur- og idrætslivet holdes også lukket til 17. januar. Dette gælder også fitnesscentre.

Det står også klart, at der tirsdag ikke kommer nye regler angående nytårsaften.

Der er dog en række anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

'Vær så få som muligt og aldrig mere end 10 personer til nytår, inklusive dig og din husstand, uanset hvor stor din bolig er. Invitér kun personer fra din omgangskreds af 10 personer, du plejer at se tit. Bliv hjemme, hvis du har symptomer, er testet positiv eller er nær kontakt,' skriver styrelsen.

Statsminister Mette Frederiksen har indkaldt til pressemøde tirsdag klokken 19.