Det, der skulle ligne en lukket sag for DR’s generaldirektør Bjarne Corydon, viser sig nu at være alt andet end overstået.
For selv om Corydon har forsikret offentligheden om, at »mange« DR-medarbejdere har trukket deres støtte til den sprængfarlige Gaza-erklæring, har flere gjort noget helt andet.
B.T. kan nu afsløre, at en håndfuld personer tilknyttet DR stadig har deres underskrift på erklæringen, men aktivt forsøger at flyve under radaren efter det politiske stormvejr, der har været.
For i stedet for at fjerne deres navn har en række medarbejdere blot slettet deres DR-titel, men ladet underskriften blive stående.
Heriblandt redaktør på DR Kultur Anders Johansen og DR 2-radiovært Benedikte Granvig samt et par menige journalister og tilrettelæggere.
Benedikte Granvig har ikke ønsket at give en kommentar til denne artikel, og Anders Johansen er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.

Oprindeligt var der tale om omtrent 30 DR-medarbejdere, der havde sat deres signatur på den omstridte underskriftindsamling.
Det skabte heftig debat, fordi erklæringen omtaler Israels krig i Gaza som folkemord og beskylder medierne for at have været for ukritiske over for Israel.
Professor i mediejura ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg Müller forklarer i dag til B.T., hvorfor situationen var prekær.
»Det bliver problematisk, både over for DR og offentligheden, for det er uklart, hvem de udtaler sig på vegne af. Det er ens egen opgave at sørge for, at det fremstår klart.«
Liberal Alliances kulturordfører Katrine Daugaard er meget kritisk over den seneste udvikling i sagen, som B.T. nu kan beskrive.
Hun udtaler til B.T.:
»Jeg synes, det er helt vildt. Og det understreger, at Corydon ikke tager sagen tilstrækkeligt alvorligt nok, når nogle af hans folk bare går ind og retter i deres underskrift. Det er ekstremt manipulerende og misvisende,« siger hun og fortsætter:
»Som borger har man krav på at vide og være klar over, at man i en given situation ikke står overfor en objektiv journalist, men i stedet en, der har taget politisk holdning.«
Bjarne Corydon har efterkommet opfordringer om at erklære personer, der er tilknyttet DR for inhabile i sager om konflikten i Gaza.
Men nu viser det sig altså, at det sidste punktum langt fra er sat i sagen, da en stribe DR-ansatte nu blot forsøger at flyve under radaren.
B.T. har rettet henvendelse til Danmarks Radio og Bjarne Corydon.
Sidstnævnte har ikke ønsket at stille op til interview.
I stedet påpeger presseansvarlig Kristian Brask i en mail til B.T., at alle medarbejdere, der skrev under på underskriftsindsamlingen, blev indkaldt til en samtale med deres nærmeste chef for at vurdere habiliteten.
B.T. har forsøgt at få svar på, at hvordan Danmarks Radio konkret vil vurdere, hvor grænsen går for habilitets-problemerne.
Vil det for eksempel også betyde, at de pågældende heller ikke kan dække dansk politik, der relaterer sig til krigen i Gaza?
Det har vi ikke kunne få et svar på.
Mediet betegner samtalerne med medarbejderne som et internt anliggende, men understreger, at de medarbejdere, som fortsat står på listen, ikke arbejder med stof om Gaza-konflikten.
»Dette har været DR’s tilgang i hele processen,« lyder det.
