Det var på et møde i regeringens magtfulde koordinationsudvalg, at Mette Frederiksen og en række ministre traf beslutningen om at aflive alle mink i landet.

En ordre, der sidenhen har vist sig at være et brud på grundloven.

Mette Frederiksen er formand for udvalget, der tirsdag aften 3. november holdt et krisemøde.

De faste medlemmer af udvalget er Mette Frederiksen, justitsminister Nick Hækkerup, finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov og udenrigsminister Jeppe Kofod.

Men fødevareminister Mogens Jensen og sundhedsminister Magnus Heunicke var desuden kaldt ind til mødet, der foregik over videolink.

Det var her, at den socialdemokratiske top tog den grundlovsstridige beslutning om, at samtlige 15 millioner mink skulle slås ihjel.

Det erfarer B.T. fra en række af hinanden uafhængige kilder tæt på regeringstoppen.

Regeringens overvejelser om, at alle mink skal aflives, begyndte for alvor mandag 2. november, da regeringen om aftenen modtog en alvorlig risikovurdering fra Statens Serum Institut (SSI).

'En fortsat minkavl under en igangværende covid-19-epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge covid-19 med vacciner,' stod der i notatet fra SSI.

Derfra gik regeringstoppen i alarmberedskab og rådførte sig hele tirsdagen med myndigheder og sundhedsmyndigheder – både om det praktiske og det sundhedsfaglige ved at aflive samtlige mink.

Dagen efter, tirsdag 3. november, foregik mødet i Koordinationsudvalget om aftenen. Her trak det ud i mange timer, før den kontroversielle beslutning blev truffet.

Den efterfølgende dag, onsdag 4. november, udstedte statsminister Mette Frederiksen ordren om aflivning på et pressemøde over en videoforbindelse.

En ordre, der altså var ulovlig, fordi regeringen ikke havde lovhjemmel til at beordre raske mink samt mink uden for smittezonerne aflivet.

Selv om beslutningen blev truffet i Koordinationsudvalget, hvor Mette Frederiksen sidder for bordenden, placerer hun ansvaret for at den ulovlige ordre hos Mogens Jensen:

»Jeg har en klar forventning om, at når der opstår fejl, så retter man op på det som minister,« sagde Mette Frederiksen tirsdag efter spørgetimen i Folketinget.

Men eftersom Mette Frederiksen som formand sad for bordenden ved mødet i Koordinationsudvalget 3. november, bør Mette Frederiksen selv tage ansvaret for fejlen, mener Venstre.

»Det er utilstedeligt,« siger Sophie Løhde (V).
»Det er utilstedeligt,« siger Sophie Løhde (V). Foto: Emil Helms
Vis mere

»Det her viser med al tydelighed, at statsministeren er dybt involveret i den her skandale, fordi det er hende, der sidder for bordenden i Koordinationsudvalget,« siger politisk ordfører Sophie Løhde (V) og tilføjer:

»Derfor er det uklædeligt, at Mette Frederiksen forsøger at tørre det af på fødevareministeren.«

Fødevareminister Mogens Jensen afviste på et samråd onsdag at svare på, præcis hvem der traf beslutningen.

Han kaldte det  en »fælles regeringsbeslutning.«

En redegørelse om forløbet vil blive fremlagt onsdag 18. november.