Mette Frederiksen (S) vil være 'børnenes statsminister'.
Derfor lægger hun op til, at flere børn skal fjernes – om nødvendigt med tvang – fra forældrene og hjemmet, hvis familien har sociale problemer.
Men det er et forkert sted at tage fat, for det øger risikoen for, at de forkerte børn bliver fjernet, advarer 48-årige Bruno Skibbild Christensen.
Og han er en mand, som ved, hvad han taler om, for han har selv mærket de enorme konsekvenser af, at myndighederne – på et fejlagtigt grundlag – i nogle tilfælde tromler frem.
Det samme har hans to børn, efter de en dag i 2007, fire år gamle, pludselig blev hentet i børnehaven af de sociale myndigheder i Herning Kommune og efterfølgende var adskilt fra deres frustrerede far gennem otte måneder. Ganske uden grund.
»Når Mette Frederiksen siger, at der skal fjernes flere børn, ligger der jo i det en naiv tiltro til, at systemet altid virker. En naiv tiltro til, at kommuner ikke kan lave fejl. Det er en mangel på forståelse for, hvordan det foregår i virkeligheden,« siger Bruno Skibbild Christensen.
Han peger også på, at der er et problem med retssikkerheden i en sådan proces, fordi børn- og ungeudvalgene samt de såkaldte formandsbeslutninger i kommunerne, der afgør en eventuel tvangsfjernelse, efter hans mening ikke er uvildige, da de for ofte blot læner sig op ad systemet, som derfor risikerer at lukke om sig selv.
Et reelt problem, som tænketanken Justitia har dokumenteret i en rapport sidste efterår.
»Det strider mod retsopfattelsen, at man skal bevise sin uskyld. Mette Frederiksen bør nøjes med at sige, at man skal fjerne de rigtige børn. Når hun siger, som hun gør, må der jo følge økonomi med ud i kommunerne, og det kan anspore dem til at agere ud fra, at det både er lettere, og at der er flere penge i at fjerne børn i stedet for at hjælpe dem i hjemmet,« mener han.
»Hun begynder et forkert sted. Man bør i stedet bruge krudtet på at finde ud af, hvordan man fjerner de rigtige børn, for man skal jo have det rigtige grundlag. Der er en enorm afstand fra at få besøg af en familiebehandler to timer hver anden uge og så til at få sine børn tvangsfjernet. Men det er faktisk det spænd, der er,« siger Bruno Skibbild Christensen, der er forfatter til bogen 'Far i klemme', som er baseret på hans egen traumatiske oplevelse.
Da hans tvillinger, som i dag er 17 år, en dag blev hentet af de sociale myndigheder og med tvang anbragt på en institution, skete det i halen på en barsk skilsmisse, hvor børnenes mor i en samtale med en psykolog beskyldte sin eksmand, som har den fulde forældremyndighed, for incest.
Den grundløse påstand blev bragt videre i systemet af psykologen, og på baggrund af dennes rapport blev børnene tvangsfjernet.
Uden undersøgelse. Uden samtaler. Helt ud af det blå.
»Det var og er et voldsomt overgreb mod mig og i særdeleshed mod børnene. De har opfattet det som en kidnapning – hvad det også var. Alle børn ville få det dårligt, hvis de oplevede det her. Og de voksne med, selvfølgelig. Det er en voldsom smerte og et traume for livet for os alle sammen. For mig var det en kafkask proces. En følelse af total magtesløshed,« siger Bruno Skibbild Christensen, som er cand.mag i historie og idræt og dengang arbejdede som friskolelærer.
Han klagede til Ankestyrelsen, og efter tre måneder gav styrelsen ham medhold. Men så fandt kommunen blot et andet grundlag at holde børnene adskilt fra ham på.
De i alt otte måneder har været de længste i hans liv.
Senere, da stressniveauet faldt, kom reaktionen, og han blev ramt af en depression. Som han heldigvis for længst er kommet over.
»Jeg tror såmænd, Mette Frederiksen gør det her i en god mening. Det er bare fuldstændig misforstået. Det er forundersøgelserne og kendskabet til familierne, man skal bruge kræfter på. Man kan ikke bare sige: 'Det er garanteret forældrenes skyld'.«
