Torsdag eftermiddag skulle der have været samråd i Folketingets Social- og Ældreudvalg om juridisk kønsskifte til børn, men samrådet måtte aflyses. Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, som havde indkaldt til samrådet, mødte slet ikke op.

Selvom der troppede flere andre ordførere op, samt indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen, så kunne samrådet ikke gennemføres. Proceduren er, at samråd aflyses, hvis ikke det folketingsmedlem, der har indkaldt til samrådet, selv møder op.

Pia Kjærsgaard forklarer, at fejlen er af menneskelig karakter.

»Jeg har ikke meget lyst til at fortælle om det, men sagen er, at jeg har fået en helt ny sekretær. Hun begik en menneskelig fejl, og jeg fik ikke at vide, at jeg skulle til samrådet på det tidspunkt,« siger Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaard forklarer, at fejlen blev opdaget et minut over 13, hvor samrådet gik i gang, men ministeren forlod samrådet, inden Pia Kjærsgaard kunne nå frem.

»Jeg kunne have været der få minutter over 13, men der var ministeren over alle bjerge,« siger Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaard forklarer, at hun ikke bebrejder sin sekretær fejlen.

»Hun er meget ked af det. Men menneskelige fejl sker jo, og så er det heller ikke værre. Herregud,« siger Pia Kjærsgaard.

Har du ikke selv et ansvar for at huske den slags ting?

»Nej, systemet fungerer på den måde, at når der er indkaldt til samråd, så skal jeg have besked om, hvornår det er. Det er så glippet her. Det kan ske,« siger Pia Kjærsgaard.

Indenrigs- og Boligminister Christian Rabjerg Madsen forklarer til B.T. at grunden til at han forlod samrådet ikke havde noget at gøre med, at Pia Kjærsgaard ike var mødt op nogle minutter over 13.

»Jeg fik at vide af udvalgsformanden, at samrådet var aflyst. Derfor forlod jeg samrådet,« siger han til B.T.

Samrådet var blevet indkaldt, da regeringen har foreslået, at man tillader juridisk kønsskifte på børn helt ned til 0 år.

Der vil nu blive indkaldt til et nyt samråd om sagen.