Det danske system har handlet helt efter bogen, lød det fra justitsministeren i et samråd om udleveringen af Camilla Broe.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Mens anklagerne mod den narkosigtede danske kvinde, Camilla Broe, i øjeblikket hænger i luften i Florida - og afventer hvorvidt sagens forældelse skal vurderes påny - blev anklagerne mod justitsministeriet og den tidligere justitsminister Lene Espersen (K) onsdag luftet på Christiansborg, da den nuværende justitsminister Brian Mikkelsen var indkaldt i samråd.

Det skriver berlingske.dk.

Igennem den senere tid har der været spekulationer om, hvorvidt den 42-årige danske kvinde fungerer som en prøveklud for de danske myndigheder i sager om udlevering. Men det er resultatet af en række misforståelser - og der er intet hold i sagen, understregede ministeren.

- Der er ikke fra dansk side lagt pres på amerikanerne for at få dem til at anmode Camilla Broe udleveret. Der er intet, der tyder på det i retsbogen, og hvad skulle formålet have været fra danske myndigheders side, sagde han og fortsatte:

- Udleveringen blev truffet efter modtagelsen af amerikanernes anmodning og ud fra juridiske overvejelser. De danske myndigheder har handlet helt i overensstemmelse med loven, fastslog Brian Mikkelsen.

Kritikken fra oppositionen - med socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup i spidsen - er blandt andet også gået på, at justitsministeriet ikke har undersøgt spørgsmålet om sagens forældelse grundigt nok.

Den kritik er især blevet rejst, efter en føderal dommer i Florida i sidste uge vurderede, at sagen mod Camilla Broe er forældet efter amerikansk ret, til trods for at det amerikanske justitsministerium over for de danske myndigheder har afvist, at sagen skulle være forældet.

Den amerikanske anklagemyndighed har frem til onsdag til at appellere dommerens afgørelse - og ifølge Brian Mikkelsen har den amerikanske ambassade i Danmark allerede oplyst, at sagen vil blive appelleret, så en højere retsinstans i Florida nu skal vurdere forældelsesspørgsmålet på ny.

Men den del af sagen skal holdes adskilt fra den danske, påpegede Brian Mikkelsen i samrådet.

- Det er overordentlig svært, for ikke at sige umuligt, for danske myndigheder og domstole at vurdere spørgsmålet om forældelse ud fra lovpraksis i et andet land. Vi har haft tillid til de amerikanske erklæringer i sagen, og hvis det nu viser sig, at sagen er forældet, så er der sket en stor beklagelig fejl hos de amerikanske myndigheder, lød det fra ministeren.