Torsdag aften kom det frem, at den tidligere cykelrytter, Brian Holm går ind i politik.

Den 50-årig sportsdirektør for cykelholdet Omega Pharma-Quick Step stiller op til kommunalvalget i 19. november for De Konservative på Frederiksberg.

- Jeg har fulgt med i politik i 10-15 år - især i De Konservatives arbejde i kommunen. Og så synes jeg, at Frederiksberg Kommune er et godt sted at bo, og det vil jeg gerne give mit ydmyge bidrag til, at det bliver ved med at være, forklarer han.

Opfordret af kendte venner

Særligt to af Brian Holms gode venner, rejsekongen Stig Elling og den tidligere cykelrytter Johnny Gehlsen har fået sportsdirektøren til at stille op.

- De har presset på og spurgt i ny og næ, og da jeg har støttet De Konservative i mange år, tænkte jeg i år 'så prøver vi', siger han.

Bliver det mærkesagerne?

Især to områder interesserer den tidligere cykelrytter.

- Sport og kultur, fordi det har jeg dyrket hele mit liv, men også sundhed og omsorg, blandt andet fordi jeg har haft kræft, siger han.

Brian Holm understreger dog, at der er lang tid til kommunalvalget, og at han vil tage et skridt af gangen.

Sportsdirektøren forventer ikke, at hans indtræden på den politiske bane får betydning for hans sportslige virke.

- Jeg fortsætter med at være sportsdirektør, som jeg altid har været. Og jeg har kun ambitioner om at gå ind i lokalpolitik, for jeg er ikke interesseret i Christiansborg eller landspolitik, siger han.