Så længe sikkerheden er i orden, vil den kontroversielle, hollandske politiker Geert Wilders være at finde på Bornholm, når Folkemødet finder sted i midten af juni.

Det fastslår øens borgmester, Winni Grosbøll (S), efter flere politikere har rejst kritik af, at den islamkritiske politiker skal holde et oplæg på Folkemødet efter en invitation fra Trykkefrihedsselskabet. Flere har endda meddelt, at de dermed ikke har i sinde at deltage i festivalen.

Ifølge borgmesteren er det vigtigt at tænke på, hvilket signal man ville sende, hvis man ikke lod Wilders deltage.

»Helt grundlæggende handler det her om, hvad vi kan rumme inden for demokratiet i Danmark, og hvad vi kan rumme inden for den demokratiske samtale. Hvis vi ikke lader Geert Wilders tale på Folkemødet, så er det det samme som, at vi ikke ønsker ham og hans synspunkter, og at vi ikke kan rumme hele den debat, han står får, inden for det danske demokrati,« siger Winni Grosbøll og fortsætter:

»Det, synes jeg, vil være en farlig vej at begive sig ud ad - altså at der er nogle synspunkter, vi bare ikke ønsker at have som en del af vores snak.«

Bornholms borgmester forklarer samtidig, at der ikke er nogen legitim begrundelse for at nægte den hollandske politiker adgang til Folkemødet.

»Vi har gjort os de overvejelser, vi gør ved alle arrangementer på Folkemødet. Vi ser på, om det er en lovlig organisation, om arrangementet holder sig inden for de retningslinjer, vi har for Folkemødet, om de er åbne og gratis, og om de er samfundsrelevante. Og alle de parametre falder Trykkefrihedsselskabets arrangement ind under, så der er for mig at se ikke nogen legitim begrundelse for, at man ikke skulle tillade Geert Wilders at deltage på Folkemødet,« siger Winni Grosbøll.

Geert Wilders var for få uger siden efter alt at dømme mål for et terrorangreb i Dallas i USA, hvor to ukendte gerningsmænd åbnede ild mod en sikkerhedsvagt under en udstilling om Muhammed-tegningerne.

Derfor forsikrer Winni Grosbøll, at festivalen er i dialog med politiet om, hvordan sikkerhedsopgaven løses under hele Folkemødet samt arrangementet, hvor Wilders skal deltage i en debat med udlandsredaktør Flemming Rose fra Jyllands-Posten, som netop er avisen bag de omdiskuterede Muhammed-tegninger.

»Det er klart, at vi skal sikre, at hele ånden i Folkemødet bevares, og at det stadig er en uformel ramme for det frie møde mellem beslutningstagere og folket,« siger Winni Grosbøll og fortsætter:

»Derudover skal der selvfølgelig i forbindelse med det konkrete arrangement være noget sikkerhed og en vis tryghed for dem, der deltager. Det er politiets opgave, og så længe meldingen fra politiet er, at de godt kan løse den opgave og skabe den sikkerhed omkring det lille arrangement, der er nødvendigt, så deltager Geert Wilders også på Folkemødet.«