Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Efter Boris Johnson har været i stærk modvind, skal de konservative parlamentsmedlemmer mandag aften stemme om mistillid til premierministeren.

Og ifølge B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, har Johnson ikke bare brug for en sejr – men en overvældende én af slagsen.

Mandagens tillidsafstemning er udløst, efter at mindst 54 – svarende til over 15 procent – af de konservative parlamentsmedlemmer har afleveret et brev til Graham Brady. Han er formand for 1922-komiteen.

»Men afstemningen er samtidig en chance for at afslutte måneders spekulationer og gøre det muligt for regeringen at trække en streg i sandet og komme videre.«

Mandag aften står premierminister Boris Johnson over for en tillidsafstemning, der kan koste ham posten som konservativ leder og premierminister.
Mandag aften står premierminister Boris Johnson over for en tillidsafstemning, der kan koste ham posten som konservativ leder og premierminister. Foto: Ben Stansall/Pool via REUTERS
Vis mere

Sådan lyder det i hvert fald fra Johnsons kontor ifølge Reuters med henvisning til sagen, der handler om brud på coronaretningslinjer i forbindelse med fester i de britiske regeringskontorer.

At Boris Johnsons eget parti kaster ham ud i mistillidsafstemning, er en »vild situation«, siger Jakob Illeborg.

»Det er ultravildt, fordi det er et oprør indefra – et kongemord så at sige – og det er altid vildt.«

Afstemningen er hemmelig, og for at vinde skal Johnson sikre støtte fra et simpelt flertal på mindst 180 konservative medlemmer.

Men ifølge B.T.s korrespondent skal der mere til, hvis taburetten under Johnson ikke længere skal vakle.

»Hvis det skal lykkes for ham, så har han brug for meget mere end 180 stemmer. Han har brug for en overvældende sejr. Hvis han får fire ud af fem stemmer, eller i hvert fald langt over to ud af tre, så sidder han mere sikkert. Men alt under det er skrøbeligt,« fortæller Jakob Illeborg.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.
Vis mere

Ifølge korrespondenten kan Boris Johnson altså sagtens vinde afstemningen mandag aften, men alligevel miste magten.

»Det har man set før. Når der opstår indre utilfredshed i et parti, så er lederens dage talt. Det er svært at vende halvdelen af et parti rundt,« siger han og fortsætter:

»Så hvis det 'bare' er en sejr, så vil det store mindretal stille og roligt arbejde videre på at få ham ud. Men hvis det er en overvældende sejr til Johnson, så kan han smide de få illoyale ud.«

Lykkes det Boris Johnson at vinde afstemningen, er han fredet i et år fra en ny afstemning. Taber han, skal der vælges en ny leder af partiet. Johnson må samtidig gå af som premierminister, skriver BBC.

Hvordan afstemningen kommer til at gå, er svært at forudsige, mener Illeborg.

»Om han bliver smidt på porten, er svært at sige noget om, fordi mange vil holde kortene tæt ind til kroppen og kigge rundt efter, hvad andre gør. For hvis du stemmer mod Johnson, og han bliver siddende, er du færdig,« lyder det.

Dog har flere af Boris Johnsons ministre allerede erklæret deres støtte til den britiske premierminister forud for tillidsafstemningen mandag aften. Det skriver BBC.

Blandt Johnsons støtter er finansminister Rishi Sunak, udenrigsminister Liz Truss og Dominic Raab, der er vicepremierminister og justitsminister.

Resultatet af tillidsafstemningen ventes ifølge BBC at blive offentliggjort præcis klokken 22 dansk tid.

Rishi Sunak er en af de mest profilerede ministre i den britiske regering. Han støtter Boris Johnsons ved mandagens tillidsafstemning.
Rishi Sunak er en af de mest profilerede ministre i den britiske regering. Han støtter Boris Johnsons ved mandagens tillidsafstemning.
Vis mere

Andre læser også