Hvis København skal lokke turister til byen i sommeren 2022, 2023 og endnu senere, så skal den danske hovedstad være coronasikker. Det bliver et centralt konkurrenceparameter, mener Sophie Hæstorp Andersen, der er Socialdemokratiets spidskandidat til overborgmesterposten.

Det har overborgmesterkandidaten udtalt til Berlingske. B.T. har spurgt, hvordan det hænger sammen, når nu det meste af den civiliserede verden er vaccineret allerede til sommer.

Sophie Hæstorp, hvorfor er det vigtigt, at København brander sig som coronasikker by i de kommende år?

»Det er det, fordi – som vi så sidste år – når mennesker stimler tæt sammen, så er der større risiko for smitte. Vi har også set rejsende komme hjem fra Dubai og sprede smitte. Folk skal vide, at de rejser til en sikker destination, hvor der er tænkt på alle disse ting. Et sted, hvor man ikke stimler sammen ved buffeten eller roder rundt i et overfyldt museum eller den slags,« siger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:

Turister i København skal ikke stimle så meget sammen i årene 2022, 2023 og måske længere frem endnu. Byen skal nemlig være coronasikker, forklarer Sophie Hæstorp Andersen, som sandsynligvis er Københavns næste overborgmester.
Turister i København skal ikke stimle så meget sammen i årene 2022, 2023 og måske længere frem endnu. Byen skal nemlig være coronasikker, forklarer Sophie Hæstorp Andersen, som sandsynligvis er Københavns næste overborgmester. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Det bliver et konkurrenceparameter på den måde, at folk vil lede efter steder, som de kan rejse hen, hvor der ikke er helt så turistet, som det vi så tidligere for eksempel i Barcelona eller Rom eller andre steder.«

Hvis du nu bliver valgt som overborgmester ved kommunalvalget – og det tyder det jo på – så tiltræder du formelt 1. januar 2022, ikke sandt?

»Jo.«

Så er det altså der, hvor dit arbejde med at gøre København coronasikkert begynder?

»Ja. Det betyder klare retningslinjer, at vi har god testkapacitet. Og vi skal stadigvæk have rigtig vigtige trækplastre i form af Nyhavn og Den Lille Havfrue – og så skal folk også gerne blive en dag ekstra og for eksempel tage andre steder hen. Være i brokvartererne og gøre det attraktivt at komme til andre dele af København end det, vi kender fra gamle turistbrochurer.«

Jo. Når jeg spørger, så er det jo, fordi hele Danmark er gennemvaccineret til juli?

» … Ja?«

Så åbner samfundet jo op?

Sophie Hæstorp Andersen mener, at det bliver et centralt konkurrenceparameter, at København kan konkurrere på coronasikkerhed, når der skal lokkes turister til byen i 2022, 2023 og endnu senere. Også selvom samfundet er gennemvaccineret til sommer.
Sophie Hæstorp Andersen mener, at det bliver et centralt konkurrenceparameter, at København kan konkurrere på coronasikkerhed, når der skal lokkes turister til byen i 2022, 2023 og endnu senere. Også selvom samfundet er gennemvaccineret til sommer. Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

»Ja, men der er jo ingen af os, der ved, hvor længe de vacciner holder? Altså, en influenzavaccine holder jo heller ikke i ti år.«

Okay, men hvad kan vi så gøre, der er så meget anderledes end de omkringliggende lande, som også er vaccinerede og tager deres forholdsregler. Kan du nævne tre ting? Eller to?

»Altså … vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå overturisme. Vi skal skabe en mere bæredygtig turisme.«

Hvad vil det sige?

Sophie Hæstorp Andersen mener, at det bliver et centralt konkurrenceparameter, at København kan konkurrere på coronasikkerhed, når der skal lokkes turister til byen i 2022, 2023 og endnu senere. Også selvom samfundet er gennemvaccineret til sommer.
Sophie Hæstorp Andersen mener, at det bliver et centralt konkurrenceparameter, at København kan konkurrere på coronasikkerhed, når der skal lokkes turister til byen i 2022, 2023 og endnu senere. Også selvom samfundet er gennemvaccineret til sommer. Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

»Ja, vi skal udnytte det fulde potentiale for de turister, som der kommer hertil. Det handler om at kunne sige, at man er bedre rustet end de andre. Det kunne for eksempel være konkret at løfte cykelturismen til et helt nyt niveau. Så vil folk træffe mere grønne valg og ikke gå indendørs. Det er vigtigt at undgå at stimle sammen. Og at sikre testkapaciteten bliver også vigtigt.«

Okay, men …

»... Og her er det jo godt med et coronapas. Et coronapas skal være et internationalt anerkendt redskab.«

Men det er primært fra sommeren 2022, at turisterne skal komme til København og føle sig coronasikre. Altså et år efter, at vi er vaccinerede …?

»Nej, du skal lige starte forfra. Der ligger en plan for, hvordan vi skal sikre, at danske turister vælger København her til sommer. Til sommer kan vi risikere, at det bliver svært at åbne grænserne rundtomkring. Men i 2022 og 2023 har vi en klar forventning om, at man er blevet bedre til at håndtere en tredje bølge, fjerde bølge eller femte bølge af corona …«

Er alle coronatiltagene primært gældende for sommeren 2021 så?

»Nej nej, det er både nu og senere. Jeg mener, at der er behov for en langsigtet plan for at udvikle København i en bæredygtig og mere coronasikker retning. Jeg tror ikke, at corona bare er væk til sommer, desværre.«

»Nu nævnte du selv en femte bølge. Hvor mange pandemier har du hørt om, som har en femte bølge?«

»Det ved jeg ikke. Influenzabølger har det jo med at komme igen. Og de muterer.«

Men det er jo en ny virus, som vandrer fra Asien hvert år?

»De vacciner, som vi har nu – og gudskelov for det – det er jo ikke sikkert, at de dækker i 2022 og 2023, hvis der bliver ved med at komme nye varianter fra Sydamerika eller Afrika, hvor man ikke har styr på tingene.«

Tror du, vi i sommeren 2022 – når alle er vaccinerede –  kan finde nogen turister på gaden i København, som i ramme alvor siger, at de valgte København, fordi der er fokus på coronasikkerhed?

»Nej, altså … jeg tror ikke, du på den måde kan finde nogen, som vil sige det. Men jeg tror helt klart, at det betyder noget for folk.«

Hvor mange år ude i fremtiden tror du, at det bliver et konkurrenceparameter for dansk turisme at konkurrere på coronasikkerhed?

»Det ved jeg ikke, men jeg tror, det er rigtig vigtigt at konkurrere på bæredygtighed, og de to ting hænger jo lidt sammen.«

»Jeg tror, fremtiden byder på, at man må tage højde for, at fremtidige pandemier kan springe ud. Men jeg er ikke sortsynsmenneske, så jeg tror, man finder løsninger.«

Okay, tak skal du have.

»På den måde er jeg faktisk optimist,« siger Sophie Hæstorp Andersen.