Som statsminister er Mette Frederiksen (S) den mest magtfulde politiker her i landet.

Men hun er faktisk ikke den højest lønnede.

TV 2 Lorry har lavet en opgørelse over de 34 borgmestre i hovedstadsområdets lønnede bijob.

I gennemsnit tjente de knap 200.000 kroner ekstra i 2020 på diverse bijob ved siden af borgmestertjansen.

Topscoreren er Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K).

Og han tjener så meget på sine syv bijob, at han samlet set hæver en højere hyre end Mette Frederiksen.

Som statsminister tjener hun lidt over 1,6 millioner kroner, hvilket er mere end Zieglers borgmesterløn.

Men hans syv bijob – så som bestyrelsesposter i Realdania og Rockwool-fonden – indbragte i alt 766.686 kroner i 2020, så samlet set overgår hans lønindtægt statsministerens.

»Det er for spændende til, at jeg kan lade være. Det giver mig også nogle perspektiver og viden, som jeg har gavn af i mit almindelige arbejde som borgmester,« siger Michael Ziegler til TV 2 Lorry om sine bijob ved siden af borgmestertjansen.

I foråret vakte det en del opsigt – også på Christiansborg – da de folkevalgte fik en lønforhøjelse midt under coronakrisen.

Lønforhøjelsen blev en realitet 1. april, selvom flere partier opfordrede til, at stigningen skulle aflyses på grund af coronakrisen.

Mette Frederiksens hyre steg med cirka 30.000 kroner som følge af lønforhøjelsen.