Aalborg Kommune trækker støtten til Rebildfesten, som hvert år markerer den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli, hvis ikke rammerne ændres.

Der er én betingelse: Officielle repræsentanter fra USA må ikke længere indgå i det officielle program.

Det siger borgmester i Aalborg Lasse Frimand Jensen (S) til Nordjyske onsdag aften. Beslutningen er truffet på et møde i kommunens økonomiudvalg.

- Vi ønsker fortsat at markere venskabet med USA, men vi vil ikke blåstemple den nuværende amerikanske regerings ageren over for kongeriget Danmark, siger han til Nordjyske.

Baggrunden for beslutningen er den seneste tids meldinger fra USA's præsident, Donald Trump, som har udtrykt ønske om at få kontrol med Grønland.

- Når man på den klare måde melder ud, at man er interesseret i Grønland, synes vi ikke, at det er det rigtige tidspunkt at have eksempelvis forsvarsorkestret til at spille til vores festligheder, siger Lasse Frimand Jensen til TV2 Nord.

Normalt deltager repræsentanter fra den amerikanske ambassade i festlighederne. Det samme gør amerikanske militærfolk.

Rebildfesten foregår i Rebild Bakker, der ligger i Nordjylland.

Bag arrangementet står den dansk-amerikanske venskabsforening, Rebildselskabet. De skal mødes i næste uge for at drøfte situationen, skriver Nordjyske.

Aalborg Kommune har årligt 300.000 kroner sat af til støtte til arrangementet. Sidste år blev der ifølge Nordjyske brugt 269.000 kroner.

Rebild Kommune støtter med 100.000 kroner.

/ritzau/