Fredag eftermiddag blev tre unge mænd idømt 14 års fængsel i en sag om et forsøg på bombesprængning i december 2023 og et skyderi i marts tidligere samme år.
Og dommen glæder Peter Rahbæk Juel (S), der er borgmester i Odense.
I et opslag på Facebook skriver han, at han er glad for, at de nu har fået deres lange fængselsstraffe.
»Jo længere tid, de er buret inde, jo mindre til fare er de,« skriver han.
De tre mænd, der alle er i starten af tyverne, blev dømt for to gange at have bragt en 4,4 kilo tung bombe af plastisk sprængstof til Nyborgvej i Odense.
Her forsøgte de at bringe bomben til sprængning, men de kunne ikke få adgang til opgangen.
Næste dag forsøgte de igen, og denne gang blev de forstyrret af en patruljevogn, hvorefter de forlod stedet.
»Disse afstumpede mennesker har sat andres og uskyldiges liv i fare, og det var ifølge retten tilfældigt, at politiet nåede at stoppe bombesprængningen,« skriver Peter Rahbæk Juel om episoden på Facebook.
Fire mænd blev desuden sidste år dømt for at have taget del i forsøget på bombesprængningen. De blev idømt mellem tre et halvt og ti års fængsel.
Peter Rahbæk Juel slutter opslaget med at skrive, at kampen mod multikriminelle familier, klaner og bander ikke er slut.
»Vi skal stadig stramme grebet, straffe hårdere, udvise flere og give politiet stærkere handlemuligheder,« skriver han.

