Over dobbelt så mange kvinder som mænd føler sig utrygge i Danmark.
Det er en af de ting, som regeringen har fokus på i sin nye 'tryghedspakke', der skal øge tryghed i by- og nattelivet. Spørger man Odenses borgmester, skyldes uro i byen særligt én ting.
Odense har ligesom andre byer været plaget af grupper, som skaber utryghed i byrummet, fortæller Peter Rahbæk Juel (S), der er borgmester i Odense Kommune.
»Den type utryghedsskabende adfærd, som ministeren kommer ind på, er jo også noget, vi oplever i Odense,« siger han til B.T. inden pressemødet.
»Det er vigtigt for mig at sige, at vi generelt har en høj grad af tryghed i byen. Men vi har også udfordringer med grupperinger af unge mænd, som fylder på en utryghedsskabende måde i byrummet.«
Borgmester Peter Rahbæk Juel peger på, at den urovækkende adfærd både finder sted i by- og nattelivet, men også i kommunens udsatte boligområder.
Derfor har han også en opfordring til, hvilke forholdsregler unge kvinder, der færdes i Odense, kan tage, hvis de støder ind i disse grupper.
»Møder man de grupper, der puster sig op, så gå i en stor bue udenom dem. Men ellers vil jeg også sige til unge kvinder, at man faktisk kan være tryg i Odense,« slår borgmesteren fast.
Du siger, at det fortrinsvist er nogle unge fyre, der skaber utryghed. Kan du sige mere om, hvem det er, du har et indtryk af, der skaber de utrygge situationer?
»Vi oplever, at det er en gruppe unge mænd med indvandrerbaggrund, som skaber utryghed. Der kan vi godt være helt ærlige om, hvad det er, vi snakker om,« slår borgmesteren fast.
Peter Rahbæk Juel opfordrer derudover til, at man tænker over, hvordan man færdes i nattelivet, og hvilken adfærd man har i store grupper.
Mandag præsenterede justitsminister Peter Hummelgaard (S) en række initiativer fra regeringens side, der skal være med til at fremme trygheden i by- og nattelivet.
Det gælder blandt andet, at politiet skal have mulighed for at tildele opholdsforbud i nattelivet til personer, der skaber utryghed.
Læs mere i B.T.s liveblog fra pressemødet HER.